Ryan International Airlines i likvidation

Årets første luftfartskonkurs er en realitet. Amerikanske Ryan International Airlines, der har været under ‘chapter 11’ beskyttelse siden marts sidste år, har opgivet at flyve videre.

Mens ukrainske AeroSvit kæmper for overlevelse, har amerikanske Ryan International Airlines den 11. januar besluttet at likvidere selskabet, der har været under ‘chapter 11’ kreditorbeskyttelse siden den 6. marts sidste år.

Dermed bliver konkursen i Ryan International Airlines reelt årets første, mens en ukrainsk konkursangiveligt venter lige om hjørnet.

Ryan International Airlines blev etableret i 1972 og havde det amerikanske postvæsen US Postal Service som en af de største kunder på fragtflyvninger. Sidenhen kom specialopgaver for det amerikanske forsvars- og justitsministerium.

Siden 1998 har selskabet fløjet som charterselskab for rejsearrangøren Sun Trip med rejser fra Californien til Mexico og Hawaii.

Selskabet var oprindeligt etableret af Ronald Ryan og har intet med det irske Ryanair at gøre. Ronald Ryan solgte flyselskabet til ejendomsselskabet Rubloff Development Group i 2005. Efter overtagelsen flyttede selskabet hovedkvarter til Rockford i Illinois, hvor også Rubloff havde hjemme.

Her fulgte et par år med lukrative kontrakter for forsvarsministeriet samt US Department of Homeland Security (DHS).

Tab af militære kontrakter
Den 6. marts 2012 anmodede Ryan International Airlines om kreditorbeskyttelse via ‘chapter 11’, mens en rekonstruktionsproces stod på. Selskabet angav tab af store militære kontrakter som årsag til de økonomiske problemer. Få uger senere kom det frem, at det amerikanske flyselskab havde mistet kontrakten med Homeland Security. Det betød, at fire MD80-fly øjelikkeligt blev sat på jorden, mens et Airbus A330-300 fly leaset fra Virgin Atlantic måtte leveres tilbage.

Sidenhen har Ryan International Airlines kæmpet for selskabets overlevelse, men måtte opgive kampen den 11. januar og vil nulikvidere selskabet. Dermed er årets først luftfartskonkurs en realitet.