- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair åbner London-rute nummer to fra CPH

Ryanair spreder sin betjening af London fra København ud på to lufthavne.

Fra den 26. marts i år vil Ryanair flyve tre gange dagligt mellem Københavns Lufthavn og London Stansted-lufthavnen nordøst for den britiske hovedstad. Dermed kommer det irske selskab op på at have to London-ruter fra CPH. Selskabet har nemlig siden marts 2015 fløjet til London Luton.

Der er dog ikke tale om at Ryanair samlet set får flere flyvninger mellem København og London. Der er nemlig blot tale om, at tre af de fire nuværende Luton-rotationer flyttes til Stansted. Det bekræfter Ryanair overfor CHECK-IN.dk, selvom de fire flyvninger til London Luton stadig optræder på Ryanairs hjemmeside.

Foruden Ryanair, så flyver SAS, British Airways, Norwegian og easyJet også mellem den danske hovedstads ene lufthavn og fire af den britiske hovedstads lufthavne. Med 2,5 millioner passagerer var London i 2016 den destination, som flest rejsende i Københavns Lufthavn ankom fra eller rejste til.