Ryanair afviser danske eksperter om askeskyen

En netop offentliggjort rapport blåstempler beslutningen om at indstille flytrafikken på grund af askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull. Konklusionen vækker harme hos Ryanair, der betegner rapporten som noget vrøvl.

Ifølge en netop offentliggjort rapport var det korrekt, at frygte askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull. Partiklerne fra askeskyen kunne nemlig have fået fly til at styrte ned, konkluderer islandske og danske forskere.

Dermed blåstempler rapporten beslutningen om at indstille flytrafikken, men konklusionen vækker harme hos Ryanair, der betegner rapporten som noget vrøvl.

Det er den britiske avis The Guardian, der for få dage siden offentliggjorde rapportens konklusioner efter en uafhængig undersøgelse af asken, der skabte rejsekaos i Europa og kostede selskaberne milliarder.

Ifølge forskerne kunne fine partikler i asken have fået flyene til at falde ned.

“Et af de vigtigste resultater af vores research var, at luftfartsmyndighedernes beslutning om at lukke luftrummet var fuldstændig korrekt“, siger Susan Stipp til the Guardian.

Susan Stipp er professor ved Nano-Science Center på Københavns Universitet og har undersøgt partikler indsamlet fra askeskyen sammen med kollegaer på Islands Universitet.

Ifølge de danske og islandske forskere er de undersøgte partikler hårde og skarpe nok til at kunne slide vinduer og andre dele af flyet, og ville også kunne smelte inde i flyets motorer og tilstoppe kølingskanaler.

Mange flyselskaber har kritiseret beslutningen om at holde flyene på jorden og beskyldt myndighederne for at overreagere, og Ryanair kalder rapporten for noget vrøvl.

Ryanair understreger, at man på intet tidspunkt modsatte sig en nedlukning af en begrænset del af luftrummet omkring vulkanen, men ifølge Ryanair er der ingen beviser for, at askeskyen udgjorde nogen risiko over de store områder, som blev lukket ned i blandt andet Portugal, Danmark, Tyskland og Frankrig.

Ifølge Ryanair skabte de enkelte landes bureaukrati og politiske inkompetence derfor helt unødige forsinkelser for millioner af flyrejsende.

“Disse dygtige ‘videnskabsfolk’ i Island og Danmark skulle måske forklare hvor præcis de har fundet prøver på den vulkanske aske til deres analyser. Fandt de det på en bjergtop på Island eller på en strand på de kanariske øer?

Når disse videnskabelige genier er færdig med at publicere vildledende rapporter … kunne de måske forklare hvorfor flyvninger i Alaska eller Sydøstasien er tilladt selv i perioder med vulkansk aktivitet, bare der er etableret en 30 eller 50 kilometer no-fly zone, når man ved sidste års vulkanudbrud på Island lukkede luftrum 3.000, 4.000 og 5.000 kilometer væk fra vulkanen, uden spor af vulkansk aske, men derimod masser af beviser på videnskabelig brok og dårlig ledelse hos luftfartsmyndighederne,“ siger Ryanairs kommunikationschef Stephen McNamara.

Ifølge Ryanair skal rapporten dække over de fejlagtige beslutninger, der blev taget fra politisk side og hos luftfartsmyndighederne.

Under askeskyen fra Eyjafjallajökull i april 2010 måtte over 100.000 flyafgange aflyses og mere end 10 millioner passagerer blev påvirket.

Luftfartsselskaberne havde store omkostninger ved de aflyste afgange, og Ryanair indførte med virkning fra 4. april 2011 et gebyr på 2 Euro pr. passager, der bl.a. skal dække de 100 millioner Euro som 15.000 aflyste flyvninger kostede selskabet sidste år.