Boeing 737-800 fra Ryanair i Billund Lufthavn. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Ryanair annoncerer jysk Manchester-rute

Fra april bliver det muligt at flyve med Ryanair direkte fra Billund til Manchester, hvormed tre flyselskaber kommer til at betjene den britiske fodboldby fra Jylland.

Ryanair har tidligere annonceret nye ruter fra Billund til Edinburgh og Prag i 2019, og nu kommer en tredje destination med i det kommende sommertrafikprogram.

Den nye Ryanair-destination er Manchester, som det irske lavprisflyselskab vil flyve til fire gange om ugen med start den 1. april. Der flyves på mandage, tirsdage, fredage og lørdage, hvilket er en noget usædvanlig fordeling hen over ugen. Det er dog givetvis for at kunne tilpasse tidtabellen til fodboldkampene i Premier League.

Om mandagen flyver Ryanair kl. 09.45 fra Manchester med ankomst i Billund Lufthavn kl. 12.25. Returflyvningen finder sted kl. 12.50, og ankomsten i Manchester International Airport er ifølge tidtabellen kl. 13.30 lokal tid.

På tirsdage og lørdage forlader Ryanairs 189-store Boeing 737-800 lufthavnen i Manchester kl. 14.00 og ankommer i Billund kl. 16.40. Efter en turnaround på 25 minutter flyves der tilbage kl. 17.05 med ankomst i Manchester kl. 17.45. Fredags-afgangen ligger lidt tidligere, hvor der flyves fra Manchester kl. 13.20 og med ankomst i Billund kl. 16.00. Flyet afgår igen mod Storbritannien kl. 16.25, og ankomsten er planlagt til kl. 17.05.

Billetpriserne starter ved 298 kroner for en returbillet, og herudover kommer der blandt andet tillæg for bagage og eventuelt sædevalg.

Plads til to operatører i Billund
Med den nye Ryanair-rute til Manchester bliver det muligt fra Billund Lufthavn at flyve med to forskellige flyselskaber til den britiske storby, der udover at være kendt for fodbold, også rummer arkitektur, kultur, musik, medier og videnskab.

Således flyver Sun-Air, som franchisepartner for British Airways, 11 gange om ugen mellem Billund og Manchester fordelt på morgen- og aftenafgange på samtlige hverdage suppleret af en aftenrotation om søndagen. Passagertallet har ligget meget stabilt gennem de senere år med omkring 23.000 årlige rejsende.

Hos Billund Lufthavn ser man optimistisk på muligheden for, at de to flyselskaber begge kan betjene ruten.

“Vi tror bestemt, at der er plads til Sun-Air i markedet. Selskabet har været på ruten i mange år og har gjort det fantastisk godt. Når jeg kigger nærmere på tidtabellen, er jeg overbevist om, at der er god plads til begge operatører,” siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Udbud større end efterspørgsel
Det vurderes, at der i dag er omkring 50.000 årlige rejsende mellem Jylland og Manchester, og op imod halvdelen har således hidtil benyttet Sun-Air fra Billund, mens resten har rejst via København eller transiteret i andre britiske lufthavne.

“Der er tydeligvis en stor efterspørgsel i turistsegmentet, og antallet af britiske turister i Vestdanmark er stort og stigende, ligesom den såkaldte VFR-trafik (visiting relatives and friends, red.) også er rimelig stor, og netop dette segment passer godt til Ryanair,” vurderer Jesper Klausholm.

Udover de to Billund-ruter til Manchester annoncerede SAS før jul, at selskabet vil flyve fra Aarhus til Manchester fra den 1. april. Her flyves der tre gange om ugen på mandage, onsdage og fredage med jetfly af typen Bombardier CRJ900 med plads til 90 passagerer. Manchester-ruten fra Aarhus holder dog en sommerpause fra den 28. juni til 12. august.

Samlet vil de tre selskaber udbyde 80.000 sæder til og fra Manchester i hele sommertrafikprogrammet, og det er 60 procent mere end det estimerede årlige potentiale fra Vestdanmark.

 

Relaterede artikler:

SAS åbner ny rute fra Aarhus Lufthavn

SAS droppede Manchester-rute efter pres fra Aarhus Lufthavn

Ny flyrute fra Aarhus til Manchester