Ryanair: Base i Amsterdam næste år

Det irske lavprisselskab Ryanair fortsætter sit indtog i europæiske storlufthavne. Næste år vil selskabet således åbne base i Amsterdams Schiphol-lufthavn.

I slutningen af 2015 forventer Ryanair at tage et stort skridt i sine igangværende strategiske omlægninger af hvordan selskabet agerer i det europæiske marked. Planen er nemlig at etablere base i Amsterdams Schiphol Lufthavn, der er Europas fjerdestørste lufthavn målt på passagerer. Det fortalte Ryanairs marketingdirektør, Kenny Jacobs, fornylig til en hollandsk erhvervsavis.

Ryanair er så langt fremme med planerne, at man er i tæt dialog med Schiphol-lufthavnen om vilkårene for etableringen.

Dermed tager det irske lavprisselskab for alvorlig et stort skridt væk fra den strategi, som selskabet ellers i mange år har sværget til. En strategi, der handlede om at undgå store trafikknudepunkter og primære lufthavne, men i stedet satse på mindre sekundære og tertiære regionale lufthavne, som ofte var sultne efter at få trafik.

Stor kreativitet
For stadig at kunne sælge billetter til de passagerer, som skulle til europæiske storbyer som Paris, Frankfurt og Barcelona, så udøvede man stor kreativitet, når det kommer til at navngive destinationerne. Således blev Hahn-lufthavnen 120 km. fra Frankfurt i Ryanairs terminologi til Frankfurt – Hahn, ligesom passagererne kunne flyve til Paris Beauvais-lufthavnen, adskillige kilometer fra byernes by, og til Barcelona Girona-lufthavnen langt væk fra den spanske storby.

Ryanair flyver i dag til tre lufthavne i Holland. Men det er tilsyneladende ikke nok for selskabet. For at få bedre fat i trafikken til og fra Amsterdam vælger man nu at gå ind i en af de lufthavne, som i sin profil lægger længst væk fra den slags lufthavn, som selskabet normalt foretrækker. I Schiphol skal Ryanair dele landingsbaner, taxaveje og ikke mindst terminaler med en lang række andre selskaber. Flere iagttagere peger på, at Schiphols særlige lavprisfinger i forvejen udnyttes i stor stil af andre lavprisselskaber.

Ny strategi
Ryanair fortalte i februar i år, at selskabet forventede, at åbne otte nye baser i 2014 samt øge rutenetværket med i alt ni lufthavne. I februar måned åbnede selskabet en base i Bruxelles-Zaventem lufthavnen, og i april fulgte nye baser i Lissabon, Athen og Thessaloniki.

Indtoget i de europæiske hovedlufthavne er en del af Ryanairs nye strategi, der skal bringe passagertallet op fra 81,5 mio. i 2013 til omkring 110 mio. i 2019.

“Vi ønsker at flyve til flere af de store europæiske lufthavne, så endnu flere kan få mulighed for at flyve til Ryanairs lave priser,“ sagde Michael O´Leary i februar.

Ryanair fik i september leveret det første af 175 nye Boeing 737-800 fly, der skal skabe den fornødne kapacitet til den kommende vækst.