SAS-piloter i cockpittet. (Arkivfoto)

Ryanair har haft cockpit-regel siden 2001

Mens Norwegian, easyJet, SAS og mange andre flyselskaber i disse dage har travlt med at indføre regler om, at der altid skal være to personer i cockpittet, så er situationen en anden i Ryanair.

Europæiske flyselskaber har siden i torsdags på stribe meldt ud, at de nu indfører en regel om, at der altid skal være to personer i cockpittet under flyvning. Hvis den ene pilot går ud, skal et kabinemedlem træde ind i cockpittet. En pilot må ikke længere være alene i cockpittet.

Beslutningerne om regelændringer kom umiddelbart efter at det torsdag stod klart, at andenpiloten på det Germanwings-fly, der styrtede ned tirsdag i sidste uge, havde låst kaptajnen ude fra cockpittet og bevidst ladet flyet dykke ned mod jorden, hvor det ramte en bjergside og alle 150 personer ombord blev dræbt.

Norwegian var med en udmelding allerede torsdag eftermiddag blandt de første europæiske flyselskaber til at ændre reglerne. EasyJet fulgte hurtigt efter, mens SAS i første omgang meldte ud, at man ville vente med at tage en beslutning indtil årsagen til flyulykken var nærmere fastlagt. Fredag ændrede de svenske luftfartsmyndigheder imidlertid deres anbefalinger til, at der altid er to personer i cockpittet. Det fik SAS til også at ændre sine regler.

Siden 2001
Et af de selskaber, som ikke har ændret sine regler, er det irske lavprisselskab Ryanair. For her har man faktisk haft reglen om to personer i cockpittet på alle tidspunkter siden 2001. Reglen blev nemlig indført umiddelbart efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001, hvor i alt fire fly blev kapret.

Det andet irske flyselskab, Aer Lingus, har også længe haft en regel om, at der altid skal være to personer i cockpittet. Og i USA er det en fast regel i alle større flyselskaber.

Hos Lufthansa-koncernen, som Germanwings er en del af, sagde koncernchef Carsten Spor torsdag, at han ikke fandt det nødvendigt at ændre reglerne. Fredag valgte selskabet så alligevel at følge de andre flyselskaber og ændre reglerne, så der fremover også altid skal være to personer i cockpittet på Lufthansas og Germanwings’ fly.

Et cockpit på et SAS-fly.