Ryanair Boeing 737-800 (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Ryanair kommer til Aalborg Lufthavn

Ryanair åbner i slutningen af oktober måned en rute mellem Aalborg og London-Stansted lufthavnen.

Fra starten af det kommende vintertrafikprogram 2017/18 etablerer Ryanair sig for første gang i Aalborg Lufthavn. Det sker med en rute til London-Stansted, hvor det irske lavprisflyselskab vil flyve tre gange om ugen fra den nordjyske lufthavn.

“Det glæder Ryanair at kunne annoncere en ny rute fra Aalborg til London-Stansted som en del af vores trafikprogram fra Aalborg Lufthavn i vinteren 2017,” skriver Ryanair i en pressemeddelelse.

Ruten er endnu ikke lagt til salg i reservationssystemerne, så fartplanen kendes endnu ikke i detaljer.

Med ruten fra Aalborg til London-Stansted vil Ryanair flyve til i alt fire danske lufthavne, idet selskabet i forvejen flyver til København, Billund og Aarhus.

Lang forhandling
Aalborg Lufthavn har tidligere kategorisk afvist at ville have Ryanair ind i den nordjyske lufthavn, men nu er lufthavnen tilsyneladende blevet mere imødekommende over for det irske lavprisflyselskab.

“Det har været en lang forhandling, og vi har jævnligt talt med Ryanair en gang om året gennem de seneste otte år. Væksten i luftfarten kommer i øjeblikket fra lavprisflyselskaberne, og derfor har det været interessant for os at får Ryanair til Aalborg Lufthavn. Vi har fået en fornuftig aftale med dem, og det er vi tilfreds med,” siger administrerende direktør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn til CHECK-IN.dk.

I forvejen flyver Norwegian i vinterhalvåret to gange ugentligt mellem Aalborg og London-Gatwick samt tre gange om ugen i den kommende sommer. Nu får selskabet således konkurrence fra Ryanair.

“Der er et uforløst potentiale til London. Vi har fået mange forespørgsler på en rute til Stansted Lufthavn, og det understøttes også af vores markedsundersøgelser,” lyder det fra den nordjyske lufthavnsdirektør.

 

Relaterede artikler:

Aalborg Lufthavn jagter Monarch-rute til London

Airnavia opgiver London-rute fra Aalborg

Glæde over ny London-rute fra Aalborg

Lufthavnsdirektør tror ikke på Ryanair