Flyhale på Ryanair Boeing 737. (Arkivfoto; Trevor Benbrook)

Ryanair-kovending skal trykprøves

Ryanairs forsøg på at undgå julestrejker ved at meddele, at man anerkender fagforeningerne, skal først trykprøves, før de varslede strejker hos de tyske piloter kan afblæses.

Fredag den 15. december blev en historisk dag for Ryanair og selskabets piloter. For første gang i selskabets mere end 32 årige historie har ledelsen i det irske lavprisflyselskab givet udtryk for, at man anerkender fagforeningerne.

I et brev til pilotforeningerne i Irland, Storbritannien, Tyskland, Italien, Spanien og Portugal har Ryanair inviteret til drøftelser for at anerkende dem som repræsentanter for Ryanair-piloterne i disse lande, Betingelsen er dog, at der etableres lokalafdelinger udelukkende for Ryanair-ansatte, da det irske lavprisflyselskab ikke vil engagere sig i drøftelser med piloter, der flyver for konkurrerende flyselskaber.

Ryanair lægger ikke skjul på, at den overraskende kovending er foretaget, da man vil undgå de varslede strejker fra den 20. december, så kunderne uhindret kan rejse hjem til jul uden at skulle bekymre sig om strejker og uregelmæssigheder.

“Hvis den bedste måde at opnå dette er at tale med vores piloter gennem en anerkendt proces med en fagforening, så er vi parate til at gøre det, og vi har i dag (fredag, red.) skrevet til disse fagforeninger, at vi inviterer dem til en drøftelse for at anerkende dem og for at afværge de faglige aktioner, der er planlagt i juleugen,” siger Ryanairs topchef Michael O´Leary.

Skal bevise seriøsitet
En del af de tyske Ryanair-piloter er organiseret i fagforeningen Vereinigung Cockpit (VC), og her glæder man sig i første omgang over, at det irske lavprisflyselskab har godkendt VC som officiel repræsentant for piloterne på de tyske Ryanair-baser.

Men det er ikke nok med en meddelelse om, at Ryanair anerkender fagforeningerne. Man vil også se vilje til at indgå i forhandlinger, hvorfor udmeldingen fra Ryanair skal trykprøves i de kommende dage.

“Nu er det op til Ryanair at bevise seriøsiteten i denne meddelelse. Så snart vi har aftalt kortfristede forhandlingsdatoer for de krævede kollektive aftaler, vil vi afstå fra den planlagte strejke, “siger Ilja Schulz, der er formand for Vereinigung Cockpit. “Hvis Ryanairs meddelelse viser sig at være en forhalingstaktik, vil vi reagere stærkt på det.”

Vereinigung Cockpit har inviteret Ryanair til drøftelser i starten af denne uge, og den tyske fagforening konstaterer samtidig, at der ikke længere er nogen vej tilbage for Ryanair.

Den portugisiske pilotforening har allerede aftalt et møde med Ryanair den 21. december, mens de britiske og italienske pilotforeninger har aftalt at mødes med Ryanair-ledelsen i begyndelsen af det nye år.

 

Relaterede artikler:

Ryanair truer irske piloter

Irske Ryanair-piloter varsler julestrejke

Ryanair vil ikke anerkende svenske pilotkrav

Svenske Ryanair-piloter organiserer sig

Kvindelig Ryanair-kaptajn forrest i arbejdskamp