Ryanair Boeing 737-800 i Billund Lufthavn (Foto: BLL)

Ryanair lukker tre jyske ruter

Ryanair lukkede i efteråret en rute fra Billund. Nu har selskabet besluttet at lukke yderligere tre jyske ruter – to fra Billund og en fra Aarhus.

Det irske lavprisselskab Ryanair drosler lidt ned på sin tilstedeværelse på det jyske marked. I alt tre ruter forsvinder i det kommende sommerprogram. Og en fjerde rute forsvandt allerede for mere end to måneder siden.

Det var ruten fra Billund til Krakow i det sydlige Polen, som selskabet fløj sidste tur på i november. Og nu står flere ruter for skud. Fra Aarhus Lufthavn drejer det sig om helårsruten til Oslo Rygge.

Naturlig tilpasning
Fra Billund lukker Ryanair ruterne til Edinburgh i Skotland og Trappani i Italien. Ruterne blev fløjet i sommeren 2013 men vender ikke tilbage. Rutelukningerne får ikke umiddelbart betydning for Ryanairs base i Billund, hvor to Boeing 737-800 fly og 40-50 besætningsmedlemmer holder til. Det skyldes at de to ruter flyves med udgangspunkt i Ryanairs baser i Edinburgh og Trappani.

Sammen med den allerede gennemførte lukning af Krakow-ruten betyder det, at antallet af Ryanair-ruter fra Billund i den kommende sommer reduceres fra 21 til 18. Det er dog ikke umiddelbart noget, der får alarmklokkerne til at ringe i Danmarks næststørste lufthavn.

”Vi ser det blot som en naturlig kapacitetstilpasning,” siger Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn.