- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair: Strejker kan føre til nedskæringer

Ryanair advarer i sit kvartalsregnskab om, at strejker blandt personale kan påvirke vinterprogrammet og føre til flådereduktion og tab af arbejdspladser.

I denne uge kan Ryanair onsdag og torsdag blive ramt af strejker blandt selskabets kabinepersonale i Belgien, Spanien og Portugal, ligesom nogle af Ryanair irske piloter har varslet strejke tirsdag.

Ryanair har derfor på forhånd aflyst 12 procent af sine flyvninger i Europa. Aflysningerne berører ifølge selskabet omkring 100.000 passagerer.

Nu advarer Ryanair om, at strejkerne blandt selskabets personale også risikerer at påvirke vinterfartplanen og kan føre til reduktioner i flåden og tab af arbejdspladser. Det sker i forbindelse med fremlæggelsen af Ryanairs kvartalsregnskab.

”Hvis disse unødige strejker fortsætter med at skade kundernes tillid og priser/udbytter fremadrettet i visse landemarkeder, kan vi blive nødt til at revidere vores vinterplan, hvilket kan føre til flådereduktioner på de berørte baser og tab af arbejdspladser på markeder, hvor medarbejdere fra konkurrenter forstyrrer vores forhandlinger med vores ansatte og deres fagforeninger. Vi kan ikke tillade, at vores kunders flyvninger bliver unødigt forstyrret af et lille mindretal af piloter,” skriver Ryanair i regnskabet.

Ifølge Ryanair har selskabets piloter ifølge en ny femårig lønaftale fået en lønforhøjelse på 20 procent og bliver dermed ”betydeligt bedre aflønnet” end B737-piloter hos konkurrenter som Norwegian og Jet2.

Ny aftaler med fagforeninger i Tyskland og Italien
I sidste uge lykkedes det i øvrigt Ryanair at indgå yderligere to såkaldte anerkendelsesaftaler med fagforeninger for kabinepersonale. Det drejer sig om aftaler med den italienske fagforening FIT CISL og den tyske fagforening Verdi.

I forvejen har Ryanair indgået lignende aftaler med de italienske fagforeninger ANPAC/ANPAV og den britiske fagforening Unite. Dermed er 66 procent af selskabets kabinemedarbejdere på de primære markeder Storbritannien, Tyskland og Italien nu dækket af aftaler, oplyser Ryanair.

Aftalerne anerkender fagforeningerne som medarbejdernes repræsentanter, og dermed kan der ifølge Ryanair indledes forhandlinger om overenskomster for medarbejderne.

“Ryanair håber, at kabinebesætningsforeningerne i Spanien, Portugal og Belgien snart vil følge dette eksempel ved at engagere sig i forhandlinger med Ryanair i stedet for at forstyrre Ryanairs kunder ved at fortsætte unødige strejker,” siger selskabet i en meddelelse.

20 procent fald i nettoverskud
Ryanair måtte i regnskabsårets første kvartal, som omfatter månederne april, maj og juni, notere et fald i nettooverskuddet på 20 procent i forhold til samme periode året før.

Det skyldes ifølge Ryanairs administrerende direktør Michael O’Leary større udgifter til piloter og brændstof, lavere billetpriser, samt at påsken faldt tidligere i år end sidste år.

Resultatet i første kvartal endte på 318,4 millioner euro (2,4 milliarder kroner), hvilket stort set er på linje med, hvad analytikerne havde forventet.

Ryanair havde i første kvartal 37,6 millioner passagerer – svarende til en vækst på syv procent i forhold til samme periode sidste år.

Relaterede artikler:

Ryanair aflyser 600 fly på grund af strejkevarsel

Ryanair-piloter varsler nye strejker

Ryanair anerkender fagforeninger for kabineansatte