Ryanair Boeing 737-800 i Billund Lufthavn (Foto: BLL)

Ryanair vil sagsøge de spanske lufthavnsmyndigheder

I kølevandet på strejken blandt flyveledere i Spanien i forrige uge tager irske Ryanair kampen op mod den spanske luftfartsmyndighed, AENA. Ryanair vil sagsøge myndigheden for økonomiske tab som følge af mere end 500 ruteaflysninger, lyder det fra selskabet.

Ret skal være ret. Sådan må man antage, at Europas største lavprisflyselskab tænker i disse dage som følge af lavprisgigantens seneste ”offensiv” mod de spanske luftfartsmyndigheder, AENA, der står for operationerne i de spanske lufthavne samt landets Air Traffic Control (ATC.) Offensiven, handler i sin enkelthed om, at Ryanair vil sagsøge de spanske luftfartsmyndigheder for økonomiske tab i forlængelse af strejken hos de spanske flyveledere i begyndelsen af december.

Ifølge Ryanair måtte selskabet aflyse mere end 500 flyvninger den 3. og 4. december, hvilket påvirkede omkring 75.000 af selskabets passagerer. Aflysningerne skyldtes, at de spanske flyveledere indledte en strejke p.g.a. lønstrid mellem fagforbundene og luftfartsselskaberne, der endte med at sende Spanien i undtagelsestilstand. Hos Ryanair mener man, ikke overraskende, at en sådan strejke er uacceptabel, fordi den har store konsekvenser for den europæiske luftfartsindustri. I en pressemeddelelse skriver selskabet således:

”Det er uacceptabelt, at de spanske flyveledere, hvoraf nogle næsten tjener 1. mio. euro om året, fortsætter med at engagere sig i strejker, der forårsager forsinkelserfor millioner af europæiske passagerer uden økonomiske konsekvenser. At holde offentligheden og luftfartsindustrien som gidsel er uacceptabelt, og det kræver en øjeblikkelig indsats for at forhindre en gentagelse,” lyder det fra Ryanair i en erklæring.

Foruden de spanske luftfartsmyndigheder opfordrer Ryanair EU-Kommissionen til at fjerne flyveledernes ret til at strejke i væsentlige organer som ATC. Ifølge Ryanair har selskabet måttet aflyse 2.500 flyvninger i 2010 grundet strejken blandt de belgiske, franske og spanske flyveledere, der med jævne mellemrum har stået på gennem det snart forgangne år og påvirket millioner af passagerers rejser. I den seneste omgang betød strejken, at det spanske militær blev pålagt at varetage specifikke opgaver i den civile flyveledelse.

Ryanair, der er kendt for en offensiv og aggressiv markedsføring og provokatør-rolle over for selskabets konkurrenter, har ofte været involveret i retssager. Eksempelvis sagsøgte selskabet i 2006 den engelske stat for 3,3 mio. pund p.g.a. skærpede sikkerhedskrav i engelske lufthavne, der medførte forsinkelser og aflysninger. Selskabet har også været involveret i mere kulørte sager, hvor bl.a. den franske præsident Nicolas Sarkozy har sagsøgt Ryanair, fordi selskabet benyttede et billede af præsidenten og hans kæreste i en reklame. Samme tilfælde har den tidligere svenske statsminister Göran Persson været ude for, hvortil han ligeledes sagsøgte Ryanair.

Foto: Ryanair har sagsøgt de spanske luftfartsmyndigheder som følge af den nylige flyvelederstrejke.