Så meget brugte ministrene på tjenesterejser

I de første 15 måneder af regeringens levetid har 19 ministre tilsammen været på tjenesterejser for samlet 17 mio. kroner. Til en specifik udenlandsk begivenhed brugte en fagminister omkring 25 procent mere på flybilletten end statsministeren.

Før 2008 var der ingen retningslinjer for ministrenes tjenesterejser. Men sidenhen er to overordnede vejledninger blevet indført, henholdsvis udgiftsvejledningen fra 2008 samt åbenhedsordningen fra 2009.

Derfor er det også muligt at få et indblik i, hvordan ministrene rejser og i særdeles, hvor mange penge, der bliver brugt på rejser. Således har 19 ministre i den nuværende regering siden 3. oktober 2011 rejst for lige knapt 17 mio. kroner på de første 15 måneder af regeringstiden.

Den mest rejseaktive minister er ubetinget statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der har brugt 8 mio. kroner af ministrenes samlede rejsebudget. Men også de fire ministre under UM, henholdsvis udenrigsministeren, udviklingsministeren, handels- og investeringsministeren samt Europaministeren har et naturligt stort rejsebehov.

Traditionelt har forsvarsministeren også store rejseomkostninger, mendenne bliver overgået af Klima, – Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard (R), der har sat sig tungt på rejseomkostningerne i ministeriet.

Rejseomkostninger for Regeringen Helle Thorning-Schmidt
(periode 3. oktober 2011 – 31. december 2012)

Nr. Ministerium Minister Beløb i DKK
1. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) 7.986.099
2. Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) 2.361.504
3. Europaminister Nicolai Wammen (S) 972.541
4. Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) 913.231
5. Klima, Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard (R) 831.128
6. Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) 689.769
7. Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) 689.341
8. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) 455.388
9. Miljøminister Ida Auken (SF) 404.447
10. Justitsminister Morten Bødskov (S) 385.598
11. Minister for Fødevarer, Landbrug m.v. Mette Gjerskov (S) 221.639
12. Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) 201.382
13. Minister for Ligestilling og Kirke Manu Sareen (R) 183.292
14. Minister for Børn og Undervisning Christine Antorini (S) 181.830
15. Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) 108.229
16. Minister for Forskning, Innovation m.v. Morten Østergaard (R) 95.303
17. Finansminister Bjarne Corydon (S) 81.591
18. Minister for By, Bolig og Landdistriker Carsten Hansen (S) 40.622
19. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) 38.242
I alt 16.841.176

Kilde: Åbenhedsordning om ministres udgifter og aktiviteter

Der er ikke medtaget omkostninger for Erhvervs- og vækstministeriet, Kulturministeriet og Skatteministeriet, da der har været et ministerskifte i perioden. Herudover er Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse udeladt, da minister Astrid Krag (SF) har været på barselsorlov fra den 14. januar til den 10. april sidste år.

Forskel på valg af billet og serviceklasse
Det er umiddelbart svært at vurdere, hvorvidt ministrene lever op til de gældende retningslinjer. Udgangspunktet for ministrenes flytransport er Business Class, men hovedparten af ministrenes rejser i Europa foregår dog på serviceklasserneEconomy eller Premium Economy.

Når ministrene vælger at rejse til samme begivenhed, er det dog muligt at vurdere, om der er forskelle i praksis hos de enkelte ministerier. I forbindelse med Rio+20 konferencen i den brasilianske storby Rio de Janeiro i juni måned sidste år var fire danske ministre afsted på hver sin rejserute.

Klima,- Energi og Bygningsminister Martin Lidegaard (R) valgte at bruge 83.771 kroner på transport, Hans chef statsminister Helle Thorning-Schmidt brugte kun 47.901 kroner på sin flybillet til konferencen, hvilket svarer til en fuld fleksibel billet på Business Class.

Udenrigsminister Villy Søvndal og Miljøminister Ida Auken var mere nøjsomme og kunne rejse på en Business Class-billet med restriktioner til henholdsvis 27.376 kroner og 26.483 kroner.

Pressechef Claus Kaae-Nielsen fra Energi, – Klima og Bygningsministeriet fortæller, at der er sket en fejl i ministeriets bogføring af udgifterne. I beløbet på 83.771 kroner indgår lokale transportomkostninger for delegationeni Rio de Janeiro på ca. 25.000 kroner, således at den reelle flybilletpris er omkring 58.000 kroner.

Det er dog stadig dobbelt så meget som udenrigsministeren og miljøministerensflyrejseudgifter til konferencen samt 25 procent mere end statsminister Helle Thorning-Schmidts udgifter.

“Der var mange ændringer i ugen op til afrejsen. Vi havde formandskabet i EU, og der var rådsmøde i denne uge, ligesom et kinesisk statsbesøg kom i vejen, hvor ministeren blev nødt til at ændre sine planer for at deltage i det officielle arrangement. Derfor var det kun muligt at skaffe de dyre billetter i sidste øjeblik,“ forklarer pressechef Claus Kaae-Nielsen på vegne af ministeren.

En fuld fleksibel returbillet fra København til Rio de Janeiro koster 87.998 kroner, mens en tilsvarende billet på Business Class koster 50.419 kroner. En billet på Business Class med restriktioner i forhold til selskab og varighed koster omkring 25.000 kroner fra København til Rio de Janeiro og retur.

Ingen serviceeftersynfra Rigsrevisionen
I april måned 2011 offentliggjorde Rigsrevisionen en beretning om ministres- og kommissionsmedlemmers rejser baseret på en undersøgelse fra perioden 1995 til 2010.

Her blev det konkluderet, at retningslinjerne for ministrenes rejser er tilstrækkelige og klare, samt at de tager hensyn til ministrenes særlige funktioner. Rigsrevisionen påpegede dog, at retningslinjerne på et par punkter skulle tydeliggøres, hvilket fik Statsministeriet til den 27. maj 2011 at indkalde samtlige ministerier til en præcisering.

Selvom der sidenhen er foretaget en regeringsskifte, således at det er nye ministre, der nu skal efterleve retningslinjerne, finder Rigsrevisionen ikke nogen anledning til at foretage et nyt serviceeftersyn.

“Vi er tilfreds med de initiativer, der er blevet taget i de enkelte ministerier. Det er ministeriet, der administrerer reglerne for ministrene, og det stoler vi på, at de er i stand til,“ siger pressechef Lisbeth Sørensen fra Rigsrevisionen.