Ryanairs flåde består af Boeing 737-800 fly (Foto: Ryanair)

Sådan er det at være Ryanair-pilot – del 2

Myterne og påstandene er mange. Men hvordan er det egentlig at være pilot i Ryanair? CHECK-IN.dk har talt med en række danske piloter i det irske lavprisselskab, som lander i CPH om to dage.

I næste uge åbner Ryanair base i Københavns Lufthavn med et fly, 10 piloter og 30 kabineansatte – og allerede på onsdag åbner selskabet en rute fra sin base i Dublin til København. Indtoget i Københavns Lufthavn har skabt stor debat om arbejdsforholdene i det irske lavprisflyselskab. Ryanairs ledelse siger én ting. Den danske fagbevægelse siger noget andet. Men hvad siger de, der rent faktisk er ansat i Ryanair, om at arbejde der?

Lysten til at tale med medier er ikke stor blandt Ryanairs piloter. Det er dog lykkedes CHECK-IN.dk at komme i kontakt med en håndfuld piloter, der alle har ønsket at være anonyme. Kontakten til piloterne er ikke formidlet af hverken Ryanair eller fagforeninger. Piloternes navne er redaktionen bekendt.

Et 8-16 job
Ryanair-piloterne kan ofte deles op i to grupper. Dem, der har egne firmaer, arbejder for vikarfirmaer og derigennem udlejes til Ryanair og dem, der er direkte ansat i selskaber. Begge grupper arbejder efter en fast vagtplan med fem arbejdsdage og fire fridage.

”Den ligger fast et år ud i fremtiden. Så det gør det nemt at planlægge hvornår man kan komme hjem på besøg i Danmark,” fortæller en pilot, der er stationeret på en base i et fremmed land.

Andre piloter, som CHECK-IN.dk har talt med, bor med deres familie nær den base de flyver ud fra. Typisk har piloterne en morgenvagt med første afgang omkring klokken 6 og returnering til basen ud på eftermiddagen efter 2-3 rotationer, eller en eftermiddags- og aftenvagt efter samme mønster.

”Det er det nærmeste man kommer et 8 til 16 job. Jeg har aldrig en kuffert med, når jeg tager hjemmefra. For jeg overnatter aldrig ude. Jeg er hjemme igen på basen til aften,” fortæller en pilot, der har været i Ryanair i længere tid.

En anden pilot pendlede gennem flere år frem og tilbage mellem sin bopæl i ét land og den base han var tilknyttet i et andet land. Men da piloterne flyver gratis med Ryanair kunne pendleriet indpasses med at han tog et morgenfly og startede med en eftermiddagsvagt. På femtedagen tog han så en morgenvagt og nåede det sidste fly hjem.

Ingen danske stewardesser
Piloterne fortæller i kor, at de langt hellere vil flyve for Ryanair end at søge til store fremadstormende mellemøstselskaber som Emirates, Qatar Airways og Etihad – der ellers alle tre masserekrutterer i disse år.

”Jeg gider ikke sidde i en sandkasse i Mellemøsten. Desuden bliver ens døgnrytme helt forskruet, når man flyver øst/vest mellem kontinenterne på de store langdistancefly,” forklarer en pilot.

Det har ikke været muligt for CHECK-IN.dk at finde danskere, der arbejder i Ryanair som kabinepersonale. Heller ikke de piloter, som CHECK-IN.dk har talt med, kan komme i tanke om at de skulle have mødt danske stewardesser og stewarder.

”Ofte er der tale om unge kvinder og mænd fra Spanien, Italien og Østeuropa, som har taget en universitetsuddannelse, men ikke kan få arbejde i deres hjemlande. I stedet tager de 2-3 år i Ryanair og tjener ofte mere end hvad de kunne have tjent som tjenere eller lignende i deres hjemland. Bagefter vender de hjem for at stifte familie og finde arbejde eller fortsætte i selskaber som Norwegian og Emirates,” fortæller en pilot.

Ser ned på en
Flere af de piloter CHECK-IN.dk har talt med, fortæller, at de ofte skammer sig over at fortælle, at de arbejder i Ryanair.

”Folk ser ned på en, når man fortæller, at man arbejder i Ryanair,” fortæller en pilot.

”Men det er faktisk ikke så skidt at være pilot i Ryanair. Det er rart at være i et selskab, som ikke har problemer med at betale sine regninger,” understreger piloten med henvisning til konkurserne i Sterling Airways og Cimber Sterling samt SAS’ økonomiske problemer.

”Man er sikker på, at selskabet også er her om 10 år. Og så får man en masse flyvetimer på fly, som man kan bruge til noget,” påpeger piloten.

Ikke bedt om
Flyvebranchens Personale Union har med LO-fagbevægelsen i ryggen blæst til kamp mod Ryanair i forbindelse med Ryanairs etablering af base i København. FPU vil have Ryanair til at tegne en overenskomst med dem for det Ryanair-personale, som stationeres på basen i København. De bestræbelser er dog ikke noget Ryanair-piloterne giver meget for.

”Det er ikke noget vi har bedt dem om,” understreger han.

Uanset hvad, så lander det første Ryanair-fly i Københavns Lufthavn på onsdag, når selskabet åbner en rute fra Dublin. Den opereres fra basen i Dublin, men allerede torsdag i næste uge, den 26. marts, slår Ryanair dørene op for basen i København med daglige flyvninger til London, Milano og Warszawa. Samme dag mødes FPU og Ryanair i Arbejdsretten i tvisten om hvorvidt der skal tegnes dansk overenskomst eller ej for personalet på den nye base.

Dette var den sidste af to artikler i en serie om Ryanair-piloter. Første artikel blev bragt i torsdags og kan læses her.

x

Læs Også

Ryanair har betalt 200 mio. kroner i kompensationer

Ryanair måtte i september betale op imod 200 mio. kroner i kompensation til passagererne som kompensation for aflyste flyvninger i henhold til EU261-forordningen.

‘Sully’ Sullenberger støtter Ryanair-piloterne

Piloten fra "Miraklet på Hudson" støtter de protesterende Ryanair-piloter og minder Ryanairs ledelse om hvad det er for en bedrift en pilot reelt står i spidsen for.

Kvindelig Ryanair-kaptajn forrest i arbejdskamp

Det er normalt ikke karrierefremmende at tale Ryanairs ledelse imod. Men det har en kvindelig pilot nu gjort i et brev direkte til topchef Michael O'Leary.

Ryanair indsætter 12 ekstrafly til Irland-fodboldkampe

I perioden fra 10. til 15. november indsætter Ryanair 12 ekstra flyvninger mellem Dublin og København, så danske og irske fodboldfans kan komme frem og tilbage.

Topchef vender tilbage til Ryanair

Irske Peter Bellew vender tilbage til Ryanair som driftsdirektør efter en afstikker som koncernchef hos et asiatisk oneworld-selskab.

Ny Ryanair-rute fra Billund til europæisk hovedstad

Den 10. maj 2018 åbner Ryanair en rute mellem Billund og Athen, og dermed bliver der to flyselskaber på ruten til Grækenlands hovedstad.