Sager om statsstøtte til SAS kan tage flere år

Der kan gå adskillige år inden EU-Kommissionen afgør om SAS har fået statsstøtte ved en aktieemission i 2010 og ved udstedelsen af en lånegaranti i 2012. Og kun hvis det bliver et ja begge gange, falder hammeren.

Sammenslutningen af europæiske lavprisflyselskaber, ELFAA, indgav i sidste uge en klage til EU-Kommissionen over den lånegaranti, som SAS’ tre statslige majoritetsaktionærer og selskabets banker bevilgede til SAS i november sidste år. Ifølge lavprisselskaberne var der tale om ulovlig statsstøtte.

Uanset om der er hold i anklagerne eller ej, så kommer der til at gå adskillige år før det bliver afgjort. Først skal EU-Kommissionen nemlig være færdig med at se på en anden klage fra ELFAA over SAS fra 2010. Her mener ELFAA, at en aktieemission i 2010 i realiteten var ulovlig statsstøtte. Kommissionen er ved at kigge på sagen. Men en talsmand for EU’s konkurrencekommissær, Joaquín Almunia, oplyser, at man endnu ikke har besluttet, om der skal indledes en egentlig efterforskning af sagen.

En gang er sidste gang
Hvis EU-Kommissionen beslutter at granske sagen nærmere og hvis SAS i sidste ende bliver dømt for at have modtaget ulovlig statsstøtte, så er der ikke ensbetydende med, at selskabet skal betale en bøde eller lignende. Nej, så skal de bare ikke gøre det igen.

De europæiske regler om statsstøtte opererer med ”One time is the last time”-princippet, som i bund og grund handler om, at en eller flere stater må støtte private firmaer. Men kun én gang.

Så det er kun hvis EU-Kommissionen finder frem til, at SAS både modtog ulovlig statsstøtte i 2010 og 2012 at hammeren falder. Og bedømt ud fra den tid EU-Kommissionen indtil nu har brugt på klagen fra 2010, så går der adskillige år inden begge sager er afgjort. Til den tid kan der være sket meget. For eksempel kan SAS være solgt til en privat ejer.