Salg af SAS Ground Handling trækker ud

Salget af SAS Ground Handling gennem etablering af et joint-venture med Swissport synes at trække ud. Ifølge Swissport kan aftalen først gøres færdig i 2014.

Siden SAS den 7. marts i år indgik en intentionsaftale med handling-operatøren Swissport om at etablere et fælles joint-venture, har der været tavshed omkring processen.

Men begge parter har også haft hænderne fulde med andre gøremål. SAS har haft travlt med at frasælge aktiver, mens Swissport til gengæld har fokuseret på få flere aktiviteter konsolideret ind i virksomheden.

Det lykkedes, da Swissport i løbet af sommeren indgik aftale om køb af handling-operatøren Servisair. En aftale, der repræsenterer en værdi på omkring 3,5 mia. kroner og tilfører virksomheden omkring 15.000 ansatte globalt.

Aftalen om købet af Servisair forventes afsluttet i årets fjerde kvartal, mens SAS-aftalen først forventes færdiggjort i 2014. Det udtalte Swissport-koncernchef Per Utnegaard tidligere på måneden til det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg.

Den udtalelse har fået flere til at spekulere i, om forhandlingerne med SAS reelt er gået i stå, da Swissport har haft nok at se til med den største akkvisition i selskabets historie.

“Hen over sommeren sker der ikke så meget, men der er en løbende dialog med Swissport,“ er den eneste kommentar fra koncerndriftsdirektør Flemming Jensen fra SAS.

Forhandlinger pågår
Hos SAS afviser man at kommentere tidspunktet for den endelige aftale med Swissport. Branchekilder antyder, at der er flere knaster i forhandlingerne mellem SAS og Swissport. Der er blandt andet spørgsmålet omkring det udstyr, som SAS Ground Handling råder over. På flere markeder har Swissport for vane at leje udstyr fra en tredjepart.

“Når det gælder udstyr, så kigger vi på forskellige modeller,“ siger Flemming Jensen, der og ikke vil kommentere spørgsmålet yderligere.

Tidligere på sommeren valgte SAS også at splitte SAS Ground Handling op i tre separate nationale forretningsenheder. Det har af flere været opfattet som en manøvre for at sætte mere skub i forhandlingerne, da det er lettere at synliggøre værdier og driften i øvrigt, når det ikke ligger som en konsolideret del af SAS Group.

“Det er det naturlige skridt i retning af et etablere et fælles selskab med Swissport. Rent legalt og håndteringsmæssigt er det mest rigtigt at etablere de tre nationale selskaber, Det giver også en tryghed for vore ansatte, når de bliver virksomhedsoverdraget, idet alle betingelser dermed vil følge med,“ forklarer Flemming Jensen til CHECK-IN.dk om baggrunden for etableringen af de selvstændige forretningsenheder.

En god arbejdsgiver
Swissport har sat sig i spidsen for en konsolideringsproces, der kommer til at berøre luftfartsbranchen i de kommende år. Flyselskaberne kontrollerer i dag omkring 50 procent af ground-handling markedet over hele verden, men tendensen går i retning af outsourcing af disse aktiviteter.

“Swissport kommunikerer, at alt for mange luftfartselskaber har ground-handling inhouse. De stiller sig gerne til rådighed som interesseret spiller, hvis luftfartsselskaberne vil afhænde ground-handling aktiviteterne. SAS Ground Handling er den største aktør i Norden, og det er et interessant marked for alle der har med luftfart at gøre. Swissport har vist vejen i retning af konsolidering af ground handling. Vi ser dem som en af de kommende store spillere,“ siger SAS-direktøren.

Swissport har i løbet af sommeren været ramt af arbejdsnedlæggelser i flere spanske lufthavne samt i Bruxelles på grund af medarbejdernes utilfredshed med nye arbejdstidsregler. Men det får ikke SAS til at tvivle på, at Swissport er den rigtige partner fremadrettet.

“Vi har også set reaktioner fra det faglige system, når vi har lavet store forandringer.Jeg tror på, at Swissport kan blive en god arbejdsgiver for vores ansatte. Med den konsolidering der kommer i markedet, vil det være godt for vores ansatte at være med i god tid.“