Salget af bmi til IAG vil koste arbejdspladser

International Airlines Group, der er moderselskab bag British Airways og Iberia, har købt det kriseramte britiske luftfartsselskab bmi fra Lufthansa. Prisen er 1,5 milliarder danske kroner, men IAG-topchefen Willie Walsh erkender, at opkøbet vil koste arbejdspladser.

Lufthansa har længe ønsket at skille sig af med sit tabsgivende datterselskab British Midland Limited(bmi), og det eneste usikre har egentligt været hvem køberen skulle være.

Blandt de interesserede var Virgin Atlantic Airways, men nu er det afgjort, atInternational Airlines Group (IAG), der er moderselskabet bag British Airways og Iberia, der løb af med sejren.

Det fremgår af en officiel meddelse til den engelske fondsbørs, London Stock Exchange.

IAG køber det kriseramte luftfartsselskab fra Lufthansa for £172,5 millioner kontant. Det svarer til 1.540 millioner danske kroner.

I dag består bmi af tre separate forretningsområder i form af bmi mainline, bmi regional og bmibaby. Lufthansa har option på at sælge de to sidstnævnte datterselskab selv, og købssummen på halvanden milliard kroner kan blive reduceret væsentligt, hvis Lufthansa ikke skiller sig med af datterselskabet bmibaby inden handelens afslutning.

Samtidig har Lufthansa forpligtet sig til at overtage en række pensionsforpligtelser for bmi-medarbejderne.

Vil koste arbejdspladser

Omkostningerne til restruktureringen af det tabsgivende bmi ventes at blive fordelt ud over de næste 3 år, men ifølge IAG vil handelen forbedre indtjeningen med 100 millioner euro fra 2015.

I årets første ni måneder fik bmi et underskud på 154 millioner euro, og købesummen afspejler primært værdien af selskabets start- og landingstilladelser i Heathrow Airport, der er Europas største lufthavn.

“Købet af bmis primære forretning giver IAG en unik mulighed for at vækste i Heathrow, der er en af vores primære hubs. Ved at udnytte den samlede andel af slots mere effektivt, kan vi lancere nye langdistance-ruter,“ siger koncernchef hso IAG, Willie Walsh.

Til gengæld erkender topchef Willie Walsh, at opkøbet vil koste arbejdspladser.

“I lyset af underskuddets størrelse hos bmi er der et akut behov for at restrukturere forretningen. Det vil desværre betyde fyringer,“ siger Willie Walsh, der dog understreger, at et salg af slots til en anden operatør ville have betydet endnu flere afskedigelser.

Handelens forventes afsluttet i løbet af 1. kvartal 2012, men er betinget af godkendelser fra blandtEU-Kommissionens.

Skullehandelen gå i vasken, har IAG forpligtet sig til at betale£10 millionertil Lufthansa.