SAS: 30 procent billigere billetter med nyt koncept

Med indførelsen af sit nye forenklede servicekoncept vil SAS sænke priserne på fleksible billetter med i gennemsnit 30 procent.

Fra påsøndag er det slut med Economy, Economy Extra og Business, når man flyver med SAS i Skandinavien og Europa. Fra det tidspunkt har SAS kun to serviceklasser med navnene GO og Plus. De to klasser finder også vej til de oversøiske ruter. Her vil Business Class dog stadig overleve.

Det nye servicekoncept indebærer blandt andet, at fleksible billetter bliver billigere. I gennemsnit vil en Plus-billet koste 30 procent mindre end hvad en Economy Extra-billet koster i dag.

Nøk op ad
De to nye serviceklasser skal gøre det mere enkelt for de rejsende at gennemskue hvad man får og ikke får. GO-rejsende kan medbringe en kuffert, mens Plus-kunderne kan tage to kufferter med på hver op til 23 kilo. På Plus får man dobbelt op på bonuspoint, gratis mad ombord, adgang til Fast Track og loungeadgang. På GO skal man frem med portemonnæen, hvis man vil have en bid brød på rejsen.

Til gengæld giver SAS maden et ordentligt nøk op ad og introducerer en form for café-koncept ombord på flyene.

”I arbejdet med det nye madkoncept har vi ikke set på hvad andre flyselskaber gør. Vi har i stedet set på hvad rigtige caféer og café-kæder i storbyerne gør. Vi fokuserer på håndlavet og frisk mad og drikke i luften. Vi har desuden arbejdet meget med smagen for at maden stadig smager godt, når den skal spises i 10 kilometers højde,” forklarer Philip Wågnert, der er vice president i SAS med ansvaret for produktudvikling.

Fem gange om året
Bag det nye servicekoncept ligger også en helt ny måde at anskue passagererne på. Nu er det slut med at opdele passagererne i fritids- og forretningsrejsende. I hvert fald hos SAS.

”I 1982 kaldte vi os selv for ”The Businessmans Airline”. I dag vil vi være luftfartsselskabet for ”the travel class”. Det er den gruppe af passagerer, som rejser fem eller flere gange om året – uanset om det er som fritids- eller forretningsrejsende,” forklarer Philip Wågnert.

Den gruppe af rejsende er på 2,5 mio. mennesker i Skandinavien og 500.000 mennesker i Danmark. De står for 50 procent af alle SAS-rejser fra Danmark. Og gruppen af flittigt rejsende efterspørger netop de services på rejsen, som SAS selv synes de er stærkest på.

Det er blandt andet ting som punktlighed, enkelthed, mange frekvenser, kort rejsetid og centrale hovedlufthavne. Prisen er kun det syvende vigtigste parameter for de flittige rejsende. Her er ting som Fast Track sikkerhedskontrol, mange afgange i løbet af dagen og at flyene afgår og ankommer til tiden vigtigere. For tid er deres primære fokus. At få en hurtig og smidig rejse uden for mange unødige stop undervejs.

”Jo mere man flyver, jo mere foretrækker man SAS. Og det vil vi gerne holde fast i og blive det foretrukne valg for de hyppigt rejsende,” understreger Philip Wågnert.