SAS Airbus A340-300 i Stockholm-Arlanda. (Foto: SAS)

SAS-aflysninger rammer 2.000 passagerer

Op imod 2.000 passagerer har siden den 7. januar været ramt af aflysninger og forsinkelser på SAS´ langdistanceflyvninger.

Selvom SAS ved udgangen af 2015 har øget langdistanceflåden fra 12 til 14 fly, oplever selskabet stadig, at der opstår perioder med tekniske problemer, hvor man bliver nødt til at aflyse trods brug af reservefly.

Senest har SAS været ramt af ni aflysninger på langdistanceruterne fra den 7. til den 12. januar, mens en enkelt flyvning blev forsinket i 24 timer. Aflysningerne skønnes at have forstyrret rejsen for op imod 2.000 passagerer, der enten har fået deres rejse forsinket eller er blevet ombooket til et andet flyselskab.

Årsagen til striben af aflysninger hænger sammen med, at tre langdistancefly indenfor få dage blev ramt af tekniske fejl. To af flyene stod ude på destinationerne, da fejlene blev konstateret. A340-flyet LN-RKG var i Shanghai, mens OY-KBD var placeret i Tokyo. Begge fly måtte tage turen tilbage til København uden passagerer.

Udover de tre fly med tekniske fejl havde SAS samtidig et langdistancefly i Zürich til kabine-opbygning mens endnu et fly den 10. januar skulle til et stort C-vedligeholdelseseftersyn.

Aflysningerne har indtil videre ramt følgende flyvninger:

12JAN16 SK998 Shanghai-København
11JAN16 SK997 København-Shanghai
11JAN16 SK936 San Francisco-København
10JAN16 SK935 København-San Francisco
10JAN16 SK925 København-Washington DC.
10JAN16 SK926 Washington DC-København
09JAN16 SK998 Shanghai-København (forsinket 24 timer)
08JAN16 SK984 Tokyo-København
07JAN16 SK910 Newark-København
07JAN16 SK907 Oslo-Newark

Ni ud af 119 flyvninger
Hos SAS oplyser man, at der i perioden med ni aflysninger og en 24-timers forsinkelse var planlagt i alt 119 langdistanceflyvninger.

“Aflysningerne har berørt kunderne på de pågældende flyvninger, og det er vi rigtig kede af. Vi tager hånd om kunderne ved at ombooke samt tilbyde forplejning og overnatning, hvis det måtte være nødvendigt,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Hos SAS har man siden sommeren 2014 haft et reservefly af typen A340-300 lejet fra LAN Chile. Men det er tilsyneladende ikke nok, når selskabet bliver ramt af tekniske problemer på flere fly samtidigt.

“Vi har haft reserveflyet i drift i hele perioden, så det har dækket ind, så godt det kunne,“ siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Mandag eftermiddag meddelte pressechefen, at der ikke var kendskab til uregelmæssigheder på langdistanceruterne den 12. januar udover aflysningen fra Shanghai til København.