SAS afviser Blue1-invasion

SAS kommer ikke til at flytte fly og medarbejdere over i datterselskabet Blue1, hvor produktionsomkostningerne ellers er lavere. Det fastslår SAS’ koncerndriftsdirektør Flemming Jensen.

Austrian gør det, Lufthansa gør det, Finnair gør det og Iberia gør det. Alle fire selskaber har flyttet fly og medarbejdere over i datterselskaber, hvor lønninger og øvrige omkostninger generelt er lavere end i moderselskabet. På den måde kan selskaberne nedbringe deres produktionsomkostninger og blive mere konkurrencedygtige over for lavprisselskaberne.

SAS kunne gøre det samme ved at flytte fly og medarbejdere over i det finske datterselskab Blue1. Selskabet er et selvstændigt aktieselskab, hvor medarbejderne har helt anderledes løn- og arbejdsvilkår end det er tilfældet i SAS. Men det kommer ikke til at ske.

”Der lægger ingen planer om at Blue1 skal vokse. Vi kommer heller ikke til at flytte SAS-fly over i Blue1,” fastslår Flemming Jensen, koncerndriftsdirektør i SAS, i et interview med CHECK-IN.dk.

Blue1 skal i løbet af sommeren betjene en række SAS-ruter i Sverige og Danmark, som SAS i dag betjener med sine egne fly. Men det handler ifølge Flemming Jensen om at udnytte kapaciteten bedst muligt og gribe de muligheder, som der ligger i sommertrafikken.

”Med Blue1’s mindre Boeing 717 kan vi fastholde vores kerneprodukt, som er at betjene de forretningsrejsende. Samtidig kan vi med de store Boeing 737-fly tage en større andel af det leisuremarked, som er attraktivt om sommeren. Det handler om at udnytte kapaciteten bedst muligt og giver os mulighed for at vækste på leisuretrafikken,” pointerer Flemming Jensen.

Konkurrencedygtig platform
I november sidste år forhandlede SAS og fagforeningerne for det flyvende personale sig frem til nogle nye aftaler for løn- og arbejdsvilkår. Og det er de aftaler, som er årsagen til, at SAS ikke ser sig nødsaget til at outsource på linje med konkurrenterne for at nedbringe omkostningerne.

”Der er ingen tvivl om, at vi har fået en helt anden produktionsplatform efter at vi har fået forhandlet nye overenskomster på plads. Så det her handler ikke om at få produceret vores flyvninger billigere. Vi har det produktionsapparat vi har, og hvordan udnytter vi så det mest hensigtsmæssigt,” forklarer Flemming Jensen og fortsætter:

”Det handler ikke om at flytte vores produktionsapparat over på nogle andre platforme. Til gengæld vil vi have en produktionsplatform, som er konkurrencedygtig i markedet. Det er det vi har arbejdet på, og det er det vi fik med de nye overenskomster,” understreger Flemming Jensen.

SAS-ansatte ombord
Da Flemming Jensen sammen med koncernchef Rickard Gustafson og den øvrige direktion i SAS og selskabets bestyrelse lagde planen for hvordan selskabets omkostninger skulle nedbringes, spillede det en vigtig rolle at bevare ”SAS-brandet” over for kunderne.

”Der er forskellige modeller til hvordan man kan angribe problemerne med sit omkostningsniveau. Vi har valgt at sige, at vi ønsker at fastholde skandinaviske overenskomster og skandinaviske ansatte i Skandinavien. Og det har været en vigtig del af den plan, som vi lagde frem i efteråret. Det er en utrolig vigtig differentieringsparameter, at det er SAS-ansatte ombord på SAS-fly, som kunderne møder. Det mener vi har en værdi,” fastslår Flemming Jensen.