SAS-drama: Danske kabineansatte har stadig ikke sagt ja

I løbet af natten mellem søndag og mandag indgik syv ud af otte fagforeninger aftaler med SAS-ledelsen om milliardbesparelser. Tilbage står de danske kabineansatte, der mandag formiddag stadig ikke har skrevet under.

Siden torsdag har SAS-ledelsen forhandlet med de otte fagforeninger, der repræsenterer det flyvende SAS-personale, om nye overenskomstaftaler som led i SAS-ledelsens storstillede spareplan. Deadline var sat til søndag kl. 23.59. Men først efter deadline lykkedes det at få de første aftaler på plads. Menen fagforening – de danske kabineansatte -har mandagformiddag stadig ikke skrevet under.

Kl. lidt over et natten mellem søndag og mandag indgik SAS-ledelsen en aftale med SAS Norge Kabinforening, der er den ene af i alt to norske fagforeninger for kabinepersonalet i SAS.

Kl. 5.20 mandag morgen var det de svenske kabineansatte, som skrev under på en aftale med SAS-ledelsen.

Og kort tid efter meddelte den norske pilotformand Jens Lippestad, at piloterne havde indgået en aftale. Han siger, at piloterne går 10 procent ned i løn og arbejder otte procent mere i forhold til i dag. Det svarer til en månedsløn, siger han ifølge norske NRK.

“Vi har leveret på stort set alle områder af lønninger, pensioner og arbejdstid. Vi har lavet omkostningsreduktioner på cirka 30 procent. På lønsiden reducerer vi med en månedsløn pr. pilot. Og vi øger arbejdstiden. Det er så vidt, som vi kan gå,“ siger en repræsentant for den svenske pilotforening, Robert Gustafsson, ifølge den svenske avis Expressen.

Omkring klokken 08.30 indgik Norsk Kabineforening en aftale med ledelsen.

Tilbage mandag formiddag manglede SAS-ledelsen stadig at indgå aftaler med de danske kabineansatte, Cabin Attendants Union (CAU).

Selvom det skulle lykkes SAS-ledelsen at få en aftale på plads med alle fagforeninger, skal aftalerne i sidste ende godkendes af SAS-bestyrelsen, der skal afgøre, om aftalerne er omfattende nok til at selskabet kan komme i mål med spareplanen.