SAS er ikke længere mest punktlige i Europa

Efter tre år som Europas punktligste større flyselskab måtte SAS i 2012 se sig selv henvist til 3. pladsen. Et amerikansk selskab løb overraskende med titlen som verdens mest punktlige større flyselskab.

2012 har været et tumultarisk år for SAS. Både med store økonomiske problemer og dramatiske forhandlinger og overlevelseskamp. Men også med store trafikale udfordringer så som hårdt vintervejr i starten og slutningen af året samt en mareridtsagtig sommer for selskabets langruteoperationer.

På den baggrund må det betegnes som flot, at SAS ender på en tredjeplads over Europas mest punktlige større flyselskaber. Efter tre år som nummer ét må SAS overlade tronen til Austrian Airlines’ datterselskab Tyrolean, der siden 1. juli har stået for Austrians europæiske flyvninger. Lavprisselskabet easyJet får skubbet sig ind på en andenplads.

Det er det amerikanske analysebureau Flightstats, der holder øje med hvor gode verdens luftfartsselskaber er til at komme til tiden. Rettidig ankomst defineres som inden for 15 minutter efter planlagt ankomsttid. Og blandt europæiske selskaber med mere end 100.000 flyvninger om året kom Tyroleans fly til tiden 89,14 procent af gangene. EasyJet’s orange og hvide Airbus-fly var rettidige i 88,65 procent af tilfældene, mens 87,91 procent af SAS’ knap 250.000 flyvninger ankom inden for 15 minutter.

I 2011 kom SAS’ fly til tiden i 88,22 procent af tilfældene.

Blandt alle europæiske flyselskaber var NAYSA fra de kanariske øer de mest punktlige med 93,28 procent af alle selskabets mere end 21.000 flyvninger fremme ved gaten til tiden.

Horizin nummer ét
Tilbagegangen på den europæiske topliste smitter naturligvis også af på listen over verdens mest punktlige selskaber. Blandt de store selskaber med mere end 100.000 flyvninger om året kom amerikanske Horizon Air meget overraskende ind på førstepladsen foran japanske JAL og Tyrolean. Amerikanerne har ellers traditionelt vanskeligt ved at matche europæerne og især asiaterne på punktlighed.

Verdens mest punktlige selskab blandt alle de selskaber Flightstats monitorerer, var Jazeera Airways, der kom til tiden i 93,71 procent af tilfældene. Med knap 2300 flyvninger sidste år var Jazeera Airways dog også det absolut mindste selskab, som indgår i Flightstats’ statistikker.

I den anden ende af tabellen var kinesiske Xiamen det mindst punktlige selskab blandt de store. Kun 52,67 procent af selskabets flyvninger kom i 2012 frem til tiden. Verdens suverænt mindst punktlige selskab var Tunis Air. Kun 40 procent af selskabets 22.000 flyvninger var rettidige og næsten 30 procent var mere end 45 minutter forsinkede.