SAS får hjælp fra estere

Estonian Air, som SAS ejer en lille bid af, har gennem længere tid opereret fly for SAS. Fly, som SAS selv har købt til selskabet.

Det estiske flyselskab Estonian Air har taget forskud på selskabets ambition om at blive fast underleverandør af regionaljet-ydelser til større europæiske flyselskaber, på samme måde som nogle af verdens største og mest ukendte flyselskaber er det i USA for flere af de store selskaber på samme tid.

Gennem det meste af marts måned har Estonian Air således haft et CRJ-900 regionalt jetfly i sving for SAS. Flyet har primært passet SAS’ rute mellem København og Gøteborg med op til 10 daglige flyvninger, men også taget afstikkere til blandt andet Birmingham, Helsinki og Stuttgart.

Samme flytype
Flyet er magen til de CRJ-900 fly, som SAS selv har 12 af. Netop de fly blev 1. marts under stor bevågenhed lagt over i datterselskabet Cimber A/S, som SAS købte i december sidste år. Her ligger også en række CRJ-200 fly, som Cimber før det blev købt af SAS opererede for SAS.

CRJ-200 flyene udfases langsomt og deres arbejde overtages af SAS’ egne CRJ-900 fly. Og derfor har SAS brug for lidt hjælp. Og hvad er mere oplagt end at få den at et selskab, som har præcis den samme flytype som en selv.

At Estonian Air har CRJ-900 fly hænger faktisk sammen med, at SAS ejer 2,66 procent af selskabet. SAS har tidligere ejet op til 49 procent af selskabet. Og derfor var tre CRJ-900 fly til Estonian Air en del af handlen, da SAS i 2008 købte CRJ-900 fly og Dash 8 Q400-fly som erstatning for de Dash 8 Q400-fly, som SAS tog ud af sin flåde efter tre nødlandinger på få måneder i efteråret 2007. SAS fik sine CRJ-900 fly i 2008 og 2009 mens Estonian Air modtog sine tre fly i 2011.

Ejet af Maersk Air
Estonian Air har basei Lennart Meri Tallinn Airport i den estiske hovedstad Tallinn. Selskabet startede flyvningerne den 1. december 1991, og har blandt andet fra perioden 1996 til 2003 været delvist ejet af Maersk Air, inden SAS overtog ejerposten fra A.P. Møller-selskabet. En ejerpost, som langsomt er blevet reduceret til i dag sølle 2,66 procent. De øvrige ejerandele er i hænderne på den estiske stat.