SAS fastholder sent sommersalg

SAS vil ikke starte salget på nye ruter eller sæsonruter for sommeren 2015 tidligere end sædvanligt på trods af, at Ryanair og Finnair har valgt en aggressiv strategi for billetsalg til næste sommer.

Finnair åbnede i går salget til 10 nye sommerruter til middelhavsdestinationer i Sydeuropa, mens Ryanair har varslet, at salget til sæsonruterne for sommeren 2015 vil åbne i midten af september måned, hvilket er tre måneder tidligere end normalt.

Det får dog ikke SAS til at ændre på den lanceringsplan, der ligger for nye ruter til sommertrafikprogrammet 2015.

“Indtil videre har vi ikke besluttet ikke at ændre på det vi plejer at gøre. Man løber også en risiko ved at lægge ruterne ud i salg allerede nu, da man skal være sikker på, at det ikke bliver nødvendigt at foretage ændringer i ruteprogrammet,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS til CHECK-IN.dk.

Hun understreger samtidig, at SAS allerede nu sælger flybilletter til sommeren 2015, dog ikke højsommerruterne samt de eventuelt nye ruter i trafikprogrammet. Disse vil først blive annonceret i slutningen af oktober med salgsstart umiddelbart efter.

“Men vi har noteret os, at Ryanair og nu også Finnair har fremrykket deres salg på sæsonruterne,“ understreger pressechefen.

Tekniske begrænsninger
SAS annoncerede ruterne til sommertrafikprogrammet 2014 den 25. november sidste år. I rutepakken til det danske marked var 12 nye sæsonruter fra tre lufthavne, henholdsvis København, Billund og Aalborg.

De fleste netværksselskaber annoncerer nye ruter og sæsonruter til sommertrafikprogrammet i slutningen af oktober eller begyndelsen af november. Netop netværksselskaberne har en mere kompleks flykabale, der skal gå op i forhold til lavprisflyselskaberne, der blot opererer punkt-til-punkt flyvninger.

Tekniske begrænsninger betyder dog også, at flyselskaberne maksimalt kan sætte flyafgange til salg 360 dage frem i tiden. Derfor vil det eksempelvis ikke være muligt at booke til september måned næste år, førend vi er kommet en måned længere frem i kalenderen.