SAS-fly med 106 passagerer evakueret

Et Boeing 737-fly fra SAS måtte søndag middag evakueres før afgang fra Tromsø til Oslo som følge af “røgudvikling“ i kabinen. Ingen passagerer kom til skade ved evakueringen fra flyets redningsslisker.

Passagererne i et Boeing 737-700 fly fra SAS fik sig noget af en forskrækkelse, da de søndag middag sad i flyet og ventede på de-icing procedurerne skulle være afsluttet, inden starten mod Oslo.

Pludselig trængte noget ind i kabinen, der lignede røg, og besætningen beordrede passagererne til øjeblikkeligt at forlade flyet via redningssliskerne.

Flyet befandt sig ifølge Nordlys.no på de-icing platformen, og de evakurerede passagerer blev i første omgang hjulpet over i Widerøes hangar, der ligger tæt på startbanen.

Hændelsen skete i forbindelse med rutenummer SK4419, der blev opereret af Boeing 737-flyet med registreringsnummer LN-RNO. Flyet havde planmæssig afgang fra Tromsø kl. 11.15, men var tilsyneladende noget forsinket. Hændelsen indtraf omkring kl. 12.30, og kl. 13.00 blev passagerne i bus bragt tilbage til terminalen til en debriefing med flyets kaptajn.

Kondens kan være årsagen
De første meldinger gik på, at deicing-væske var trængt ind i flyets ventilationssystem og havde forårsaget en massiv kondens, der vil kunne forveksles med røg.

“Kaptajnen besluttede at evakuere flyet gennem nødsliskerne forrest og bagest i flyet. Vi har samlet alle passagererne, og kaptajnen holder en debriefing med passagererne. Vi ser nu på, hvordan vi kan løse logistikken, så passagererne kan komme videre. Flyet de skulle flyve med er taget ud af trafik,“ sagde pressechef Henrik Edström fra SAS til det norske medie Nordlys.

Passagererne blev herefter bespist og ombooket til en senere afgang med SAS til Oslo.

SAS oplyser, at der var 106 passagerer om bord i flyet, da evakueringen blev igangsat. Ifølge Nordlys.no var der fra passagererne stor ros til besætningens måde at håndtere hændelsen på.

Foto: Nordlys (privatfoto)