SAS-fly tvunget til at lande i Newburgh

Et Airbus A330-fly fra SAS måtte tirsdag aften lande i den lille Stewart International Airport nord for New York, da flyet havde brugt for meget brændstof i venteposition omkring Newark-lufthavnen.

Indenfor luftfarten findes et begreb, der hedder “diversion“. Det er situationer, hvor et fly bliver omdirigeret til en anden ankomstlufthavn, hvis det af forskellige årsager ikke er muligt at lande i den oprindelige lufthavn.

Det var tilfældet med flight SK903 fra SAS, da flyet tirsdag aften havde tilbagelagt den 6.300 kilometer lange tur fra Stockholm til New York.

På grund af dårligt vejr omkring Newark-lufthavnen, blev Airbus A330-flyet fra SAS bragt i venteposition. Efter at have cirklet i venteposition i nogen tid, besluttede piloterne at sætte kursen mod Stewart International Airport i Newburgh, der ligger omkring 100 kilometer nord for byen New York.

Her landede det store passagerfly for at få fyldt nyt brændstof på tankene, så det var muligt at flyve tilbage til Newark, så flyet kunne blive positioneret rigtigt.

24 minutters flyvning
Oprindeligt skulle SK903 have landet i Newark kl. 12.55 lokal tid, men kl. 14.57 lettede flyet fra Newburgh og satte hjulene på landingsbanen i Newark blot 24 minutter senere.

“Vi havde to fly, der lå i venteposition tæt ved Newark. Flyet fra Oslo kom ned i Newark, mens SK903 fra Stockholm måtte flyve til Newburgh for at få tanket mere brændstof,“ bekræfter pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS.

Det var ekstraordinært kraftig jetstrømme i flyvehøjden, der havde tæret på brændstofreserverne på den vestgående flyvning fra Skandinavien til New York. På returflyvningen til Stockholm indhentede SAS-flyet forsinkelsen og landede en halv time før tidtabellen i Arlanda onsdag morgen.