SAS har tabt over 6 milliarder på Spanair

SAS havde allerede tabt 4,9 milliarder på ejerskabet af Spanair, og med det spanske luftfartsselskabs konkursbegæring sent fredag aften, påføres SAS et yderligere tab på 1,4 milliarder kroner. Tabet påvirker ikke driften af SAS, men aktionærerne kan nu se frem til endnu et årsregnskab med underskud.

Sent fredag indgav Spanair konkursbegæring. Dermed standsede det spanske luftfartsselskab alle flyvninger, hvilket efterlod i tusindevis af passagerer uden flyforbindelse og med ubrugelige billetter.

I det hele taget kommer konkursbegæringen ubelejligt, ikke mindst for SAS, der ellers havde håbet,at det spanske mareridt snart var overstået.

SAS kæmper fortsat med at nedbringe omkostningerne og står midt i implementeringen af den nye strategi 4Excellence, hvor man satser påfire nye kerneområder i form af Commercial Excellence, Sales Excellence, Operationel Excellence og People Excellence.

Samtidig afgav man sidste år den 15 milliarder kroner store ordre på nye Airbus-fly, og derfor er konkursen hos Spanair ikke lige det koncernchef i SAS, Rickard Gustafson har brug for.

Profit warning fra SAS

Umiddelbart efter konkursbegæringen fra Spanair udsendte SAS en såkaldt “Profit warning“,hvor ledelsen meddelte, at SAS nedskriver yderligere 1,7 milliarder svenske kroner – godt 1,4 milliarder danske kroner – på Spanair.

Det meste af tabet er dog af regnskabsmæssig karakter, men likviditeten i SAS påvirkes dog negativt med 200-300 millioner svenske kroner.

SAS ejer i dag godt 10,9 % af Spanair, men den aktiepost er allerede nedskrevet til 0 kroner. De nye tab opstår ved afskrivninger på lån og tilgodehavender til det spanske selskab, oplyser Sture Stølen, der er Head of SAS Group Investor Relations.

Nedskrivningen vil i SAS-regnskabet være klassificeret som en engangsomkostning, og dermed fastholder selskabet, at man regner med et overskud for 2011, men før disseengangsomkostninger.

Ifølge det seneste kvartalsregnskab for 3. kvartal 2011 understregede SAS, at man fortsat havde mulighed for et beskedent positivt resultat før skat i 2011, men det var under forudsætning af, at der ikke indtraf uforudsete begivenheder.

Årsregnskabet for 2011 ventes offentliggjort den8. februar 2012, og med konkursen i Spanair må investorerne ruste sig til endnu et regnskab med et milliardunderskud fra SAS.

Forgæves salgsbetræbelser

Konkursen i Spanair kom angiveligt fordi Qatar Airways havde trukket sig iforhandlinger om at købe det kriseramte, spanske selskab. Dermed havde bestyrelsen ikke andet valgt end at kaste håndklædet i ringen

Allerede per 1. august 2011 reducerede SAS samarbejdet med det gældsplagede Spanair da man opsagde den hidtidige codeshare-aftale med virkning for alle flyvninger fra 1. december 2011.

Spanair blev oprindeligt etableret i 1986 som et joint venture mellem SAS og Viajes Marsans. Spanair blev medlem af Star Alliance i 2003 og blev siden et 100 %-ejet datterselskab af SAS.

I januar 2009 solgte SAS 80,1 % af aktierne i Spanair til en række catalanske investorer i et konsortium for blot en enkelt euro – svarende til ca. 7,50 kroner.

Inklusive tabet ved frasalget medførte Spanair et tab på 4,9 milliarder kroner for SAS i 2008 i direkte omkostninger og afskrivninger. Med de nye afksrivninger har SAS altså tabt over 6 milliarder kroner på sit spanske eventyr.

Ifølge Rejsegarantifonden var Spanair ikke medlem og fonden har derfor ikke mulighed for at refundere penge til de kunder, som er berørt af konkursen.