SAS indsætter Boeing 777 som reservefly

For tredje gang i løbet af en måned må SAS tage et langdistancefly ud af drift på grund af en skade. Det betyder, at et indlejet Boeing 777-200 fra Euro Atlantic Airways i den kommende weekend skal flyve for SAS til USA.

Murphys love synes at have hjemsøgt SAS i løbet af højsæsonen. Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt. Det må SAS efterhånden konstatere, efter at selskabet for trejde gang i løbet af en måned må tage et langdistancefly ud af drift med generende og kostbare aflysninger til følge.

Tidligere på måneden var et fly ude af drift med en brændstoflækage, mens et andet fly i Chicago O ‘Hare International Airport var blev ramt af et orkanagtigt vindstød, der skubbede flyet ind i en passagerbro og beskadigede flyets skrog og næsehjul-sektion.

Nu er den tilsyneladende gal igen. Siden tirsdag i denne uge har SAS haft et Airbus A340-fly stående i Dulles International Airport i Washington med en skade på døren efter at have været i voldsom nærkontakt med en passagerbro. SAS undersøger i øjeblikket, hvordan flyet kunne flytte sig, således at skaden opstod.

Hos SAS bekræfter man hændelsen og beklager samtidig de gener, som det har haft for passagerene.

“Vi har en besætning på vej til Washington for flyve flyet hjem uden passagerer, så vi kan færdiggøre reparationen herhjemme. I mellemtiden har vi valgt at lease et andet fly til at gennemføre produktionen til Washington på fredag, lørdag og søndag i denne uge,“ forklarer Flemming Jensen, der er Chief Operating Officer hos SAS.

Indlejer erstatningsfly
Det er et Boeing 777-200 fly med registreringen CS-TFM, der skal gennemføre SAS-flyvningerne til Washington i weekenden. Flyet er 14 år gammelt og blev leveret til Singapore Airlines tilbage i 1998. Herefter har det været beskæftiget hos Biman Bangladesh Airlines og Air Madagascar, inden det er endt som charterfly hos Euro Atlantic Airways i Portugal.

Det indlejede Boeing 777-flyer indrettet i en version med 30 sæder på Business Class og 293 sæder på Economy Class. SAS Airbus A340-flyet har 45 sæder på Business Class, 28 sæder på Economy Extra og 171 sæder på Economy Class. Så der skulle være god plads til alle, selvom nogle passagerer sikkert vil komme til at sidde i en sektion i flyet, som de ikke havde forventet.

“Vi har indlejet flyet gennem den internationale flymægler Chapman Freeborn, der kontaktede os på baggrund af den artikel, som Check-in.dk for nylig havde omkring langruteaflysningerne og vores overvejelser omkring erstatningskapacitet,“ forklarer Flemming Jensen.

Over 1.000 passagerer er ombooket
Det strandede Airbus A340-300-fly, der ikke kunne flyve tilbage fra Washington til normal tid tirsdag aften, betød for SAS, at selskabet onsdag måtte aflyseen rundtur fra København til New York, mens følgevirkningerne også bredte sig til København-Shanghai ruten, hvor en rundtur måtte aflyses torsdag aften.

Et udsolgt Airbus A340-300fly transporterer 490 passagerer på en returflyvning, og aflysningerne vurderes derfor indtil videre at have berørt over 1.000 flypassagerer iindeværende uge. Midt i højsæsonen er det særdeles vanskeligt for SAS at ombooke passagererne, idet mange langdistanceflyvninger hos andre selskaber allerede er udsolgte.

“Vi ligger generelt på en høj regularitet på langdistanceruterne, hvorfor disse situationer er stærkt beklagelige. Men vi gør vort yderste for at hjælpe de berørte passagerer,“ understreger SAS-direktøren.

Læs også:

Skadet fly i Chicago skaber problemer for SAS