SAS kan komme til at hedde Scandinavianwings

Hvis Lufthansa på et tidspunkt overtager SAS, kan selskabet komme til at hedde Scandinavianwings. Det tyske flyselskab har allerede registreret de nødvendige internet-domæner.

Slår man op i forskellige domæneregistrere finder man domænenavnet Scandinavianwings.com samt Scandinavianwings.dk. Domæneejeren er ingen ringere end Deutsche Lufthansa AG i Frankfurt, der således har et brugtbart navn, hvis SAS på et tidspunkt skal indlemmes i Lufthansa-gruppens Wings-koncept enten via en franchisemodel eller ved en eventuel overtagelse.

Senere på året skal Lufthansa-gruppen beslutte, hvorvidt man ønsker at overtage de resterende 55 procent af aktierne i Brussels Airlines. Selskabet er allerede organisatorisk placeret under Wings-forretningsområdet sammen med Eurowings, og kilder i branchen vurderer det som sandsynligt, at det belgiske flyselskab kommer til at tage navneskifte til Brusselswings, da Lufthansa-gruppen for to år siden købte dette domænenavn.

Dermed vil det også passe fint ind i Wings-familien, der allerede har Germanwings og Eurowings som medlemmer. Under sidste uges IATA-topmøde i Dublin stillede CNN´s korresspondent et spørgsmål til koncernchef Bernard Gustin fra Brussels Airlines om selskabets fremtid, hvis flyselskabet skal indlemmes fuldt ud i Lufthansa-gruppen under Eurowings.

“Vi bliver nødt til at finde et navn, som tilfredsstiller alle vores kunder, hvad enten de er belgiere, europæere, amerikanere eller afrikanere. Men siden terrorangrebene den 22. marts er der et stærkt ønske i mit land i forhold til at bevare et belgisk varemærke for flyselskabet,” lød det fra Brussels-topchefen.

Vil udvide samarbejdet med SAS
På rygtebasis har SAS også gennem de senere måneder været nævnt i forbindelse med Eurowings. På sidste uges IATA-topmøde fik Lufthansa-koncernchefen Carsten Spohr, da også flere nærgående spørgsmål om forholdet til det skandinaviske flyselskab. Her kunne Carsten Spohr ifølge Reuters slå fast, at Lufthansa har besluttet sig for ikke at investere i SAS, men i stedet ønsker man at vurdere muligheden for et dybere samarbejde.

Denne udmelding står i dyb kontrast til det faktum, at Lufthansa og SAS i 2013 besluttede at afbryde 18 års joint-venture samarbejde på ruterne mellem Skandinavien og Tyskland.

Derfor er der stadig en mulighed for, at SAS på en eller anden måde kan blive konsolideret ind i et franchise-samarbejde med Lufthansa i selskabets omfattende Wings-koncept.

Mange Wings-domænenavne er sikret
Selvom Lufthansa først i 2014 løftede sløret for det nye Wings-lavpriskoncept, har Wings-navnet været på tegnebrættet i mange år hos det tyske flyselskab. Således har Lufthansa siden 2002 ejet en lang række Wings-domænenavne, som står klar i tilfælde af, at den tyske luftfartskoncern bevæger sig ind på nye markeder med Wings-konceptet.

“At vi sikrer os forskellige domæneregistreringer er ikke nyt for Eurowings og Germanwings, da vi igennem mange år har sikret os en lang række domæner for at have forskellige branding-muligheder. Det er en ganske normal fremgangsmåde hos internationale virksomheder at reserve domænenavne for at undgå høje omkostninger til erhvervelse af varemærker. For øjeblikket har vi ingen beslutninger om at benytte disse, og der er heller ikke aktuelle planer om at skulle gøre brug af dem i fremtiden,” siger Lufthansas pressetalsmand Boris Ogursky til CHECK-IN.dk.

Wings-domæner:

Domænenavn Registreringsdato
Austrianwings.com  04.12.2002
Beneluxwings.com  12.05.2003
Britishwings.com  04.12.2002
Brusselswings.com  25.06.2014
Danishwings.com  25.04.2005
Eurowings.com  15.01.2000
Finnishwings.com  25.04.2005
Frenchwings.com  04.12.2002
Germanwings.com  31.07.2002
Greecewings.com  04.12.2002
Italianwings.com  04.12.2002
Norwegianwings.com  25.04.2005
Scandinavianwings.com  04.12.2002
Spanishwings.com  04.12.2002
Swedishwings.com  25.04.2005

Kilde: Speednames.com

Lufthansa råder ikke over domænenavnet Worldwings.com, men til gengæld har det tyske flyselskab den 5. juli 2014 registreret varemærket ved Patent- og Varemærkestyrelsen i München, hvilket var fire dage før Lufthansas koncernchef Carsten Spohr for første gang præsenterede Wings-konceptet.

x

Læs Også

Første SAS A350 på produktionslisten

Det første af i alt otte Airbus A350-900 langdistancefly til SAS er nu sat på produktionlisten hos Airbus og forventes leveret i løbet af 2019.

SAS vil have flere gebyrindtægter

SAS vil teste betalingsvilligheden for forhåndsreservering af flere sæder på interkontinentale flyvninger. To ruter er valgt ud til den særlige test.

Lufthansa indgår lang overenskomst

Fagforeningen Verdi, der repræsenterer 28.000 Lufthansa-ansatte, har indgået ny overenskomst med det store tyske flyselskab.

SAS opsiger codeshare med Star Alliance-partner

SAS afslutter et langvarigt samarbejde med Egyptair om codeshare til Cairo og sender i stedet passagererne afsted med Lufthansa via Frankfurt.

SAS tilpasser kapaciteten

Belægningen i SAS-flyene faldt dramatisk i januar til 63,9 procent, og det på trods at, at SAS på forhånd havde tilpasset den totale kapacitet.

USB-stik på vej i SAS Boeing 737

SAS er i gang med at udrulle USB-stik i sæderne på de ældre fly af typen Boeing 737 og Airbus A320. Alle A320neo har nye kabiner med USB-stik.