SAS-kunder lokkes med gratis TV-abonnement

Svenske SAS-kunder der indtil den 30. juni bestiller en rejse via flyselskabets hjemmeside, får et gratis abonnement i tre måneder til TV4 Play Premium.

Prispresset i det skandinaviske marked har betydet, at SAS har svært ved at tiltrække passagererne, hvis flyselskabet fastholder billetpriser.

Nu tager SAS et nyt middel i brug for at lokke passagererne ombord i flyene uden nødvendigvis at skulle nedsætte billetpriserne. Lokkemidlet lanceres i første omgang på det svenske marked, hvor SAS har indgået et samarbejde med TV4-Gruppen om at lade kunderne få tre måneders gratis abonnement på TV4 Play Premium.

Det eneste SAS kræver, er at man senest den 30. juni bestiller en flybillet på hjemmesiden sas.se. Der er således ingen krav om destination, billetpris eller serviceklasser.

Når kunderne har foretaget bookingen på sas.se vil de indenfor tre dage modtage en e-mail med link og kampagnekode til TV-abonnementet.

Ifølge SAS har kampagneaktiviteten en værdi af 297 svenske kroner, da et månedsabonnement til det populære TV-produkt koster 99 svenske kroner. Når det samtidig er muligt i øjeblikket at bestille en enkeltbillet fra Stockholm til flere europæiske destinationer for blot 399 kroner, kan tilbuddet godt vise sig at blive en ægte “win-win“ for SAS og TV4-Gruppen.

Ikke en del af EuroBonus
Aftalen mellem SAS og TV4-Gruppen er blot et af mange eksempler på partnerskaber, som SAS indgår med forskellige kommercielle aktører. Det er dog bemærkelsesværdigt, at SAS vælger at etablere tilbuddet udenom SAS EuroBonus-konceptet, idet der er en forventning om at øge antallet af bonusmedlemmer fra omkring 3,2 mio. til 5 mio. medlemmer inden for blot to år.

I de senere år er markedsføringslovgivningen i de skandinaviske lande blevet ændret, således at det er blevet tilladt at yde tilgift som i det aktuelle tilfælde, hvor et produkt tilbydes gratis ved køb af et andet produkt.

Der kræves dog, at vilkårene er klare og gennemskuelige samt at værdien af tillægsydelsen er oplyst. Det er tilsyneladende lykkedes for SAS og TV4-Gruppen at opfylde disse betingelser.