Regional Jet ATR72-600 (ES-ATD) opereret for SAS (Foto: Ole Kirchert Christensen)

SAS: Kvalitet på indenrigsrute ikke god nok

Koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen fra SAS erkender, at punktligheden på indenrigsruten til Aarhus ikke har været god nok.

 

Rejsende på indenrigsruten mellem Aarhus og København har længe været utilfredse med betjeningen. I vintertrafikprogrammet tilbyder SAS seks daglige afgange, der bliver gennemført af SAS suppleret af tre eksterne flyselskaber. Det er lettisk-polske Regional Jet, irske CityJet samt spanske Air Nostrum.

Denne kombination har tilsyneladende ikke sikret den rettidighed, som SAS er kendt for, og som gennem mange år har været det skandinaviske flyselskabs varemærke.

Det erkendte SAS-koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen i sidste uge ved et dialogmøde med østjysk erhvervsliv arrangeret af interesseorganisationen Erhverv Aarhus.

Ikke punktlige nok
Mange virksomheder i det østjyske område har oplevet forsinkelser gennem de seneste måneder, og det kan have været årsagen til, at passagertallet i Aarhus Lufthavn på indenrigssegmentet gik tilbage i årets første måned. I stedet benyttes tog eller bil via Storebæltsforbindelsen eller bilfærgen fra Molslinjen.

“Vi har ikke været tilfredse med vores kvalitet på Aarhus-ruten i det seneste stykke tid. Vi har ikke været punktlige nok. Vi havde en punktlighed på 84 procent, hvilket vil sige at, at disse fly afgik senest 15 minutter efter tidtabellen. Vi har som mål at ligge tættere på 90 procent, men det skyldes tekniske udfordringer med flyene hos vores eksterne leverandører. Det er ikke okay, og det beklager vi,” sagde Lars Sandahl Sørensen til de fremmødte virksomheder.

 

Fra den 9. april skulle det gerne blive bedre, når SAS øger med op til 10 daglige afgange på indenrigsruten mellem Danmarks to største byer.

Der flyves seks gange dagligt med ATR72-600 fra Regional Jet. Tre gange dagligt vil CityJet med Bombardier CRJ900 tilbagelægge de 170 kilometer i luftlinje mellem de to byer, mens SAS en gang om dagen vil benytte Airbus A320-200, der har plads til 168 passagerer.

 

Relaterede artikler:

Fremgang over hele linjen i Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn har skudt vækstår i gang

Jet Time-fly er landet hos Regional Jet

Første SAS-fly til Regional Jet

SAS: Regional Jet havde den mest “effektive” pris