SAS lancerer betalingskort

Som de første i Europa tilbyder SAS nu sine Eurobonus-medlemmer, at de kan lave deres medlemskort om til et betalingskort. Dermed er SAS igen i spidsen med innovative løsninger.

De mere end fire millioner medlemmer af SAS’ loyalitetsprogram, Eurobonus, får nu som de første i Europa mulighed for at omdanne deres medlemskort til en form for betalingskort. Ikke et betalingskort i traditionel forstand i stil med de kreditkort fra Diners Club og MasterCard, som man i dag kan kombinere med sit Eurobonus-kort. Her optjener man point til Eurobonus-kontoen ved brug af kortet, der ellers fungerer som et normalt kreditkort med en kredit af en vis størrelse.

Det nye produkt med navnet Travel Cash er mere en ekstra funktionalitet til Eurobonus-kortet. Med Travel Cash kan SAS’ kunder nemt og enkelt veksle og tanke 12 forskellige valutaer op på deres EuroBonus-kort – også uden det er tilknyttet et kreditkort. I SAS’ app kan man hurtigt danne sig et overblik over sine valutaer og se nøjagtigt, hvor meget man har brugt på rejsen.

Hurtigt overblik
Kortet fungerer på den måde, at man i app’en sætter penge ind på kortet, på samme måde som mange i dag tanker deres Rejsekort op eller har en automatisk tank-op aftale tilknyttet kortet.

”Vi arbejder konstant med at gøre rejsen enklere for vores kunder, og derfor er vi stolte over, som det første flyselskab i Europa, at kunne tilbyde det nye Travel Cash-kort. Nu kan man betale med sit EuroBonus-kort, uden det er tilknyttet et kreditkort og samtidig optjene EuroBonus-point, hver gang kortet bliver brugt. Derudover giver det også et hurtigt overblik over rejsebudgettet,” forklarer Nils Lindhe, chef for SAS EuroBonus.

Forrest i feltet
Med MasterCard som partner kan kortet desuden anvendes ved køb på nettet og alle de steder i verden, hvor man kan betale med MasterCard. Er man interesseret i at anvende de tjenester, som er knyttet til Travel Cash, skal man via SAS’ hjemmeside bestille et nyt medlemskort. Travel Cash er gratis og er en af mange nyttige funktioner, SAS kunder får som medlem af SAS EuroBonus.

Med Travel Cash genopliver SAS tildels selskabets tradition for at være blandt de forreste i feltet hvad angår implementeringen af ny teknologi og nye innovative løsninger. Noget som har haltet en del de senere år hos det skandinaviske flyselskab, der eksempelvis på app-fronten kom halsende langt efter mange andre flyselskaber.