SAS-lounge i Paris midlertidigt lukket

Som følge af en omfattende renovering har SAS lukket selskabets eneste europæiske lounge udenfor Norden og den forventes at genåbne sidste i oktober.

Udover en række lounges i de nordiske lufthavne, har SAS blot en enkelt lounge i Europa. Den er placeret i Terminal 1 i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris.

I denne uge har SAS igangsat en omfattende renovering af loungen, hvorfor den vil være helt lukket i fem uger indtil sidst i oktober. I den mellemliggende periode vil passagererne få anvist adgang til at besøge andre Star Alliance-selskabers lounges i Terminal 1, satellit 6, skriver SAS i en meddelelse.

Der vil i givet fald være tale om Lufthansa Business Lounge, der ligger nær gate 60 til 68, da det er det eneste Star Alliance-selskab, der har en lounge i dette område. Herudover vil det altid være muligt at benytte Star Alliance Lounge, der ligger på 11. sal i det centrale område i Terminal 1.

Genåbner samme sted
Når SAS Lounge i CDG atter åbner, vil den fortsat være at finde mellem gate 76 og 78 i satellit 7. Loungen, der er værdsat på grund af det store lysindfald og udsigten til platformen, vil stadig være åben syv dage om ugen og tilbyde et stort udvalg af mad og drikke, gratis WiFi, internationale aviser og TV.

Adgang til SAS Lounges har rejsende på SAS Plus-billetter samt medlemmer af EuroBonus på niveauerne Pandion, Diamond og Gold. Hvis rejsende på SAS Go-billetter ønsker lounge-adgang kan dette tilkøbes for 189 kroner per besøg ved online bestilling eller ved skranken på selve afrejsedagen for et beløb på 230 kroner.

SAS har tidligere på året renoveret selskabets lounge i Newark Liberty International Airport, og lige nu foregår der også en mindre ombygning i loungen i Chicago O´Hare International Airport. Denne lounge vil dog være delvist åben under ombygningsarbejdet.

 

Relaterede artikler:

Nyrenoveret SAS-lounge i New York

SAS-kunder bekymrede over lounge-plan

SAS: Massestop for adgang til lounges

Klasse og luksus i Air France-lounge i Paris

​Air France lounge i Paris – ikke helt stilren