Airbus A320-200neo hos SAS Irland. EI-SIE. (Foto: Scandinavian Airlines Ireland)

SAS vil måle sig med Norwegian og easyJet

Når baserne i London og Málaga er fuldt operationelle, forventer SAS at have samme lave enhedsomkostninger som Norwegian og easyJet.

I december sidste år modtog SAS driftstilladelsen til selskabets irske datterselskab Scandinavian Airlines Ireland, der ved hjælp af ni Airbus A320neo fordelt på baser i London Heathrow Airport og Málaga Airport, fremover skal producere flyvninger til et lavere omkostningsniveau end i Skandinavien.

Først flyvning med det irske selskab fandt sted den 20. december 2017, og ved udgangen af maj er der gennemført omkring 3.000 operationer fra basen i den britiske hovedstadslufthavn. Det betyder samtidig, at omkring 300.000 passagerer har været ombord på SAS-fly, der primært er bemandet med besætninger fra andre lande end Skandinavien.

“Indfasningen går godt, og det går lige efter planen. SAS Irland flyver primært på de ruter, der er enormt konkurrenceudsatte,” forklarer koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen fra SAS til CHECK-IN.dk.

Ifølge SAS har kundemålingerne været positive og er på linje med de flyvninger, der produceres i Skandinavien.

Lavpriskonkurrenter er pejlemærke
På basen i London Heathrow Airport har SAS i dag seks A320neo-fly, hvor det seneste ankom den 12. april. Men en gennemsnitsalder på 0,4 år er det således en særdeles ung flåde, at SAS Irland kan drive forretning med.

SAS er i den afsluttende fase med at opbygge basen i Málaga, hvor de kommende tre A320neo-fly skal placeres, og når begge baser er fuldt operationelle, vil de økonomiske fordele for alvor slå igennem.

“Vi forventer at få samme underliggende enhedsomkostning som vores nærmeste lavpriskonkurrenter,” skriver SAS i den seneste kvartalsmeddelelse.  På spørgsmålet om, hvilke selskaber, der henvises til, forklarer Lars Sandahl Sørensen, at der er tale om eksempelvis Norwegian og easyJet.

Indtil videre har det været relativt billigt at opbygge en organisation med lidt flere end 30 ansatte i administrationen samt omkring 200 piloter og kabineansatte.

“Opstartsomkostningerne for det nye AOC (operativ driftstilladelse, red.) og de nye baser har været meget lave. Indledningsvist har de økonomiske virkninger af operationerne fra disse baser været beskedne, men de vil gradvist stige, efterhånden som antallet af operationer stiger,” hedder det fra SAS.

 

Relaterede artikler:

Mange nationaliteter hos SAS Irland

SAS Irland går i luften i dag

SAS åbner nye baser og udflager til Irland