SAS-fly i Aarhus Lufthavn.. (Arkivfoto: Aarhus Airport | PR)

SAS øger fra Jylland

En ny sæsonrute fra Aarhus til Mallorca samt ekstra afgang og større fly på de skandinaviske ruter fra Billund Lufthavn er blandt nyhederne fra SAS i det kommende sommertrafikprogram.

SAS skruer nu yderligere op for sin tilstedeværelse i Jylland. Det sker med en ny sommerrute fra Aarhus Lufthavn og større kapacitet på to eksisterende ruter fra Billund Lufthavn.

SAS flyver i dag otte gange dagligt fra Aarhus til København, og den 25. oktober åbner SAS, som tidligere annonceret, en ny rute fra Aarhus til Stockholm med to daglige afgange. Begge ruter er fortrinsvist benyttet af forretningsrejsende, men i sommerhøjsæsonen 2016 kan rejsende også flyve med SAS fra Aarhus til den populære feriedestination Palma de Mallorca. Det er SAS’ første ruteflyvning til Sydeuropa fra Danmarks næststørste by. Ruten åbner 27. juni og vil blive betjent hver mandag.

Øger med 50 procent
I Billund Lufthavn lægger SAS til foråret en ekstra daglig afgang ind på ruten mellem Billund og Oslo, så den fremover vil blive fløjet tre gange dagligt på hverdage. Samtidig indsætter SAS større fly på ruten mellem Billund og Stockholm. I dag opererer Braathens Aviation op til tre gange om dagen 50-sæders SAAB 2000 turboprop-fly på ruten på vegne af SAS.

De vil blive erstattet af 66-sæders ATR72-600 fly opereret af danske Jet Time og 88-sæders CRJ900-fly opereret af Cimber A/S eller CityJet

Samlet set øger SAS antallet af sæder fra Billund med 50 procent.

Boston og Miami
Foruden oprustningerne i det jyske, så åbner SAS også en ny sommerrute til Faro i Portugal. Ruten imødekommer en stor efterspørgsel fra de skandinaviske rejsende på ruter til Algarve-kysten.

I sidste uge løftede SAS sløret for fire nye ruter fra Københavns Lufthavn til Boston, Krakow, Reykjavik og Wien. Alle fire får premiere i slutningen af marts næste år. For to måneder siden afslørede desuden, at man i efteråret 2016 åbner en ny rute fra København til Miami.