(Foto: Morten Lund Madsen)

SAS overvejer fremtid for Leeds-rute

SAS har lukket for salget af økonomiklassebilletter på ruten mellem København og Leeds i sommertrafikprogrammet. Det indikerer, at ruten er under overvejelse.

Tidligere på året åbnede SAS en ny rute mellem København og Leeds i England. Ruten, der har to ugentlige afgange, har haft en svær start med en relativ svag belægning.

Nu er ruten tydeligvis under overvejelse, idet SAS i sommertrafikprogrammet har lukket for salg af billetter til Go-klassen på de to ugentlige flyvninger. Det indikerer, at ruten er under overvejelse, hvilket da også bekræftes af SAS.

“Vi holder løbende øje med ruterne, og hvordan de præsterer. Aktuelt er vi ved at vurdere kapaciteten på ruten – både frekvenserne og flytypen – og derfor har vi set os nødsaget til at reducere antallet af bookinger for sommerprogrammet for at minimere eventuelle gener, som ændringer vil medføre,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

I øjeblikket er ruten lagt op med Airbus A319 fly i sommertrafikprogrammet for næste år. Flytypen har plads til 132 passagerer.

Sommertrafikprogram under forberedelse
SAS har endnu ikke lagt sig fast på sommertrafikprogrammet for 2015, selvom flere af konkurrenterne allerede har skudt salget i gang, heriblandt Ryanair.

Den globale rutekonference World Routes, der i år afholdes i Chicago, slutter i dag. På denne rutekonference vil SAS formentlig have sonderet terrænet i forhold til, hvilke lufthavne der kan give de bedste vilkår for den ledige flykapacitet, som SAS har i sommermånederne.

Det færdige sommertrafikprogram forventes SAS at præsentere i midten af november måned.