SAS overvejer medlemskab af A4E

Norwegian og Finnair sluttede sig i sidste uge til den nye europæiske brancheorganisation, Airlines for Europe. SAS overvejer også medlemsskab.

Den europæiske sammenslutning af ruteflyselskaber, Association of European Airlines, er under pres. Uenighed blandt medlemmerne om, hvilke områder der skal samarbejdes om, fik sidste år IAG-selskaberne British Airways og Iberia til at melde sig ud og i stedet søge optagelse i ELFAA, der er lavprisflyselskabernes europæiske sammenslutning.

Det er dog ikke det naturlige hjemsted for de traditionelle netværksselskaber, hvorfor IAG sammen med Air France-KLM, Lufthansa, easyJet og Ryanair tog initiativ til at etablere et nyt fælles brancheorgan kaldet Airlines for Europe (A4E).

I sidste uge kunne Norwegian og Finnair så meddele, at de to nordiske flyselskaber også vil slutte sig til A4E, der dermed kommer op på syv medlemmer inklusive de tre store europæiske luftfartskoncerner, der hver har flere datterselskaber med i pakken. Hidtil har Norwegian været medlem af ELFAA, mens Finnair har været AEA-medlem.

Hos SAS har man også fået øje på de nye muligheder, der ligger i at samle lavprisflyselskaber og ruteflyselskaber under én paraply.

“På nuværende tidspunkt er SAS medlem af AEA, og vi vurderer, om vi skal blive medlem af A4E. Vi synes, at det er både logisk og godt, hvis alle flyselskaber taler med én stemme, idet vil da vil få en mere kraftfuld stemme i Bruxelles. Vi har altid været for konsolideringen af organisationer i Bruxelles,“ siger kommunikationskonsulent Anna Vibeke Nielsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

A4E er størst i Europa
A4E har allerede fået en førerposition, hvad angår antallet af passagerer. Således repræsenterer den nyetablerede brancheorganisation i dag omkring en halv milliard passagerer, mens AEA og ELFAA hver for sig kan mønstre lidt flere end 300 mio. passagerer hos medlemmerne.

Norwegian har meddelt, at selskabet indtil videre forbliver medlem af ELFAA, mens Finnair ønsker at forlade AEA. Dermed bliver der kamp om, hvilken brancheorganisation, der skal repræsentere de europæiske flyselskabers interesser i EU.

Medlemskab af europæiske brancheorganisationer fordelt på flyselskaber

FLYSELSKAB AEA ELFAA A4E
Aegean Airlines x
airBaltic x
Air France x x
Air Malta x
Austrian x x
British Airways x x
Brussels Airlines x x
Cargolux x
Croatia Airlines x
DHL x
easyJet x x
Finnair x x
Iberia x x
Iberia Express x x
Icelandair x
Jet2.com x
KLM x x
LOT Polish Airlines x
Lufthansa x x
Luxair x
Norwegian x x
Ryanair x x
SAS x
SWISS x x
TAP Portugal x
TAROM x
TNT Airways x
Turkish Airlines x
Ukraine International Airlines x
Vueling x x
Volotea x
Wizz Air x

Kilde: AEA, ELFAA, A4E