SAS på vej med ”über cool” app

Stik mod traditionen har SAS ikke været forrest i feltet på lancering af apps til mobiltelefoner og tablet-pc’er. Men nu kommer selskabet fra baghjul med en app, som de selv kalder ”über cool”.

SAS har gennem mange år haft et image som et af de førende flyselskaber i verden, når det kom til implementering af ny teknologi, som gjorde livet lettere for passagererne. Check-in via mobil, RFID-tags og Smart Pass er blot nogle af de tiltag, som har været med til at placere SAS forrest i teknologibussen.

Derfor har det også vakt en del undren, at SAS stadig ikke er kommet med på app-bølgen. Et hvert større luftfartsselskab med respekt for sig selv har en app, som kunderne kan bruge på deres iPads, iPhones eller Android-telefoner. Men nu er det skandinaviske flyselskab ved at lægge an til landing i app-universet. Til december regner SAS således med at kunne præsentere sin nye app til kunderne.

”Vi har meget fokus på brugervenligheden i den kommende app. Vi går efter et rigtig godt ‘look and feel’,” forklarer SAS’ marketingsdirektør, Per Møller Jensen.

Han forklarer, at der i den nye app bliver stort fokus på transaktionsdelen, det vil sige køb af billetter, check-in og lignende. Her har SAS muligvis skævet til Star Alliance-kollegaen Lufthansa, som netop har gjort meget ud af netop disse funktioner i deres meget brugervenlige app. Den er meget mere end blot en oplysningstavle om ankomst- og afgangstider, sådan som det er tilfældet hos en række andre luftfartsselskaber.

Overhale indenom
Selvom SAS ikke bliver blandt de første luftfartsselskaber med en app, så har selskabet ikke opgivet ambitionen om endnu en gang at lægge sig op blandt de forreste i teknologifeltet. Således vil flyselskabet udnytte chancen for at lære af de andres apps og overhale dem indenom ved at sætte nye standarder.

”Den kommer til at få nogle funktionaliteter, som man ikke finder hos andre luftfartsselskabers apps. Den bliver über cool,” siger Per Møller Jensen.

SAS lancerede i juni et website, hvor kunderne kunne komme med idéer til nye tiltag, som luftfartsselskabet så vil arbejde videre med. Og her er netop lanceringen af en app et af de tilbagevendende emner.

Selvom SAS ikke har en app, så er selskabet alligevel repræsenteret i app-universet. Den populære guidebog SAS Crew Guide findes i en skrabet udgave som app med guides til gode restauranter, shoppingmuligheder og lignende i New York, Chicago og London. Desuden har selskabet udviklet ”SAS Time Killer”, som er en samling af fire små meget simple spil, som kunderne kan bruge til at fordrive tiden med, hvis de venter på et fly i lufthavnen.

Læs også:

Rejse-apps til ethvert behov