Folkeflyet fra SAS i Bornholms Lufthavn den 17. juni 2016. (Foto: PS Communication)

SAS planlægger luftbro til Bornholm

SAS går i konkurrence med DAT om flyvninger til næste års folkemøde på Bornholm. I løbet af fem dage vil man udbyde 6.000 billetter med A320neo.

SAS havde i 2016 i forbindelse med Folkemødet på Bornholm et særfly fra København til Rønne, hvor repræsentativt udvalgte danskere var blevet inviteret ombord på ‘Folkeflyet’, så de kunne møde politikerne.

Det har tilsyneladende fået SAS til at overveje muligheden for selv at flyve betalte gæster til og fra demokratifestivalen på Bornholm, og det kommer til at ske i 2019.

Indtil videre har SAS lagt 33 afgange op fra København til Bornholm og ligeså mange den modsatte vej. Der flyves første gang onsdag den 13. juni kl. 11.05 fra København og sidste flyvning retur fra Bornholm sker søndag den 16. juni kl. 10.30. Billetterne er dog endnu ikke sat til salg.

“Vi tilbyder nu at flyve til og fra en af Danmarks største folkelige begivenheder, Folkemødet. Med en luftbro mellem København og Bornholm på de store rejsedage, får danskerne endnu bedre mulighed for at besøge Bornholm og Folkemødet med attraktive afgangstider og priser,” bekræfter koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen fra SAS til CHECK-IN.dk.

SAS har valgt at benytte 174-sæders Airbus A320-200neo på 28 afgange, mens der suppleres med Airbus A319-100 med plads til 141 passagerer på de resterende otte afgange. Dermed kommer SAS til at udbyde i alt 6.000 sæder, hvilket svarer til 32 procent af de samlet 18.632 billetter, som konkurrenten Danish Air Transport (DAT) vil forsøge at afsætte.

I år var der lidt flere end 14.000 passagerer, der benyttede DAT-flyene til at blive transporteret frem og tilbage til Folkemødet.

Arrangører hilser konkurrence velkommen
Udsigten til mere flykapacitet under folkemødet bliver godt modtaget hos arrangørerne.

“Det synes vi er rigtig godt. Her i 2018 har vi haft en fremgang i antallet af gæster på 13 procent, og der er efterspurgt flere flyvninger og på de rigtige tidspunkter. Hvis SAS kan bidrage til det, så vil det være fantastisk,” siger souschef Jørgen H.K. Jepsen fra Foreningen Folkemødet.

Udover kapacitetsproblemet er der tilsyneladende også en udfordring for arrangørerne, at der hidtil ikke har været priskonkurrence på flyvningerne til og fra folkemøderne.

“Som jeg har oplevet det, er de billige billetter helt ude af markedet under Folkemødet. I år er billetpriserne til Bornholm generelt steget, og hvis de også får et hak opad under Folkemødet, så er det et problem. Det er folkemødegæsterne, der i sidste ende kommer til at betale en uforholdsmæssig høj pris, og det kan i sidste ende lukke Folkemødet,” lyder det fra Jørgen H.K. Jepsen.

Vender tilbage efter 36 år
Når SAS-flyene dukker op i Bornholms Lufthavn den 13. juni næste år, vil det være første gang i 36 år, at SAS vil tilbyde kommerciel ruteflyvning til og fra øen.

SAS overtog i efteråret 1950 ruteflyvningen fra København til Bornholm fra daværende DDL og fløj uafbrudt frem til efteråret 1982, hvor Danair-samarbejdet ophørte. Herefter overtog Maersk Air ruten frem til foråret 2002, hvor daværende Cimber Air gik ind som operatør.

Fra 2005 til 2008 fløj DAT i konkurrence med Cimber Air, men måtte stoppe efter store tab. Sidenhen blev Cimber Air til Cimber Sterling, og den 3. maj 2012 vendte DAT tilbage efter konkursen i Cimber Sterling.

Et lokalt flyselskab med navnet Wings of Bornholm opererede kortvarigt fra august 2009 til maj 2010 på ruten mellem Bornholm og København. Trods et samarbejde med Norwegian, der også ville flyve til solkinsøen i Østersøen, lykkedes det ikke at vinde fodfæste.

 

Relaterede artikler:

DAT: SAS-entré på Bornholm får konsekvenser for ruten

Tag med på ‘flyvetur’ ved Folkemødet

30 DAT-flyvninger til Bornholm på samme dag

SAS vender tilbage til Bornholm