SAS-rute fra Aalborg til Stockholm reduceret

SAS har fjernet fire ud af seks ugentlige afgange på ruten mellem Aalborg og Stockholm. I stedet er kapaciteten indsat på ruten fra Billund til den svenske hovedstad.

Da SAS i august måned sidste år åbnede en rute fra Aalborg til Stockholm, var der store planer for ruten. Allerede på åbningsdagen den 19. august kunne koncerndriftsdirektør Flemming Jensen fra SAS annoncere to ekstra ugentlige afgange i vintertrafikprogrammet, således at SAS ville komme op på seks ugentlige flyvninger mellem Aalborg og den svenske hovedstad.

Det gik tilsyneladende ikke som ventet. Siden den 3. marts har ruten været barberet ned til to ugentlige afgange på fredage og søndage. I stedet er kapaciteten blevet anvendt til at opgradere SAS-produktet fra Billund til Stockholm, hvor der nu er 16 ugentlige afgange.

“Vi har fået oplyst fra SAS, at man ikke har flykapacitet til at betjene ruten morgen og aften. Nu vil SAS se, hvordan business-casen i Billund udvikler sig, førend man vil tage stilling til udviklingen af ruten fra Aalborg,“ siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn.

Han er samtidig ærgerlig over, at tidtabellen ikke har været attraktiv for forretningsmarkedet, men primært har kunnet trække fritidsrejsende til ruten.

Ikke tilstrækkelig efterspørgsel
Hos SAS bekræfter man, at det har været nødvendigt at fjerne kapacitet fra Aalborg-ruten, der har været fløjet med et SAAB 2000-fly med 50 sæder opereret af Braathens Regional.

“Markedsudviklingen har ikke fulgt med vores intentioner om at udvide på ruten, hvor vi startede med fire ugentlige afgange. Vi har måttet erkende, at der med den nuværende tidtabel ikke er den efterspørgsel, som vi regnede med,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

SAS understreger samtidig, at man ikke har opgivet at udvide på ruten, men at der kan være muligheder for at løfte passagertallet ved at bruge en anden type fly og med andre afgangstidspunkter. Det er der dog ingen konkrete planer om i øjeblikket.

I stedet har SAS valgt at bruge SAAB-kapaciteten fra Braathens Regional til at udvide mellem Billund og Stockholm. Her er der således indsat fem ekstra ugentlige frekvenser. Fra den 5. maj vil SAS på mandage, tirsdage og onsdage flyve en sen morgenafgang kl. 09.05 fra Billund, mens der på torsdage og fredage bliver tale om en middagsafgang kl. 14.45 fra den internationale vestdanske lufthavn.