(Foto: Morten Lund Madsen)

SAS skærer syv ruter fra hovedstadslufthavn

Sidste sommer kunne finnerne flyve direkte ud af Helsinki med SAS til otte syd- og centraleuropæiske destinationer. I år er der kun én rute på programmet foruden ruterne til de tre skandinaviske hub-lufthavne.

SAS-rejsende fra Finland må i den kommende sommer se langt efter de otte solskinsruter, som selskabet sidste år diskede op med fra Helsinki Lufthavn i sommersæsonen. I år bliver det kun til en enkelt rute til Split i Kroatien, hvor SAS-datterselskabet Blue1 en gang om ugen sender et 120-sæders Boeing 717-fly afsted.

”Ændringerne i sommertrafikprogrammet fra Finland handler om prioritering. Ud fra den kapacitet, vi har, har vi prioriteret de markeder, hvor det er mest lønsomt for os at operere. Hjemmemarkederne i Norge, Sverige og Danmark performer bedre, så derfor prioriterer vi, som vi gør,” siger Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS til CHECK-IN.dk.

Hun understreger, at SAS fortsat vurderer det finske marked og fortsat vil betjene og servicere det, men i år er der brug for kapaciteten andre steder. Blue1 skal blandt andet flyve på den nye sommerrute mellem Billund og Bergen.

Flere ruter via Skandinavien
Hos Blue1, der står for at flyve størstedelen af SAS’ ruter mellem Finland og Skandinavien, ser direktør, Mikael Wångdahl, en fordel ved strategien, der lader de finske rejsende flyve via Stockholm, København og Oslo.

”SAS fokuserer på deres tre hubs og forbinder disse med Finland. Det giver mange flere ruter til de finske rejsende, end hvis man startede op i konkurrencen, der er kommet omkring Helsinki,” forklarer Mikael Wångdahl.

Det er især Norwegian, der er gået hårdt ind på Helsinki med 14 ruter i den kommende sommer. Senest har også Ryanair luftet idéen om at beflyve den finske hovedstadslufthavn.

Ifølge Mikael Wångdahl er der i indeværende år ikke planer om at ekspandere yderligere i Finland, men han vil ikke afvise, at man på sigt vil forbinde flere finske provinsbyer med Stockholm.

Brandskifte påvirker ikke salg
SAS’ tilstedeværelse i Finland blev ændret betydeligt, da selskabet i efteråret 2012 valgte at omlægge Blue1 til produktionsselskab og bruge SAS-varemærket frem for Blue1 i markedsføringen. Ifølge Mikael Wångdahl har omlægningen ikke været udslagsgivende for SAS’ position i Finland, selvom Blue1 var blevet et veletableret og velkendt brand.

”Når vi spørger de salgsansvarlige, om brandskiftet har betydet noget for salget af billetter, er svaret nej. Blue1 og SAS var i forvejen tæt forbundet. I øvrigt spiller de nationale tilhørsforhold til et flyselskab en stadig mindre rolle,” forklarer Mikael Wångdahl.

Ifølge den nylig tiltrådte direktør er konkurrencen i Norden blevet så hård, at det nationale tilhørsforhold til flyselskabet ikke længere er vigtigt for de rejsende. Det handler om at levere det bedste og billigste produkt.

Billede: SAS flyver henholdsvis 48 og 59 gange ugentlig på København og Stockholm fra Helsinki, primært med Blue1’s Boeing 717-fly, imens Oslo flyves 17 gange om ugen. Foto: Morten Lund Madsen.