SAS CRJ900-fly i Københavns Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

SAS sommerlukker Polen-rute

SAS har besluttet at lukke ruten mellem København og Wroclaw i otte uger i løbet af sommeren. Ruten flyves normalt med to daglige afgange.

På nogle flyruter er efterspørgslen ikke jævn hele året rundt, hvorfor flyselskaberne i visse perioder tilpasser kapaciteten. Det ses oftest i vinterhalvåret, hvor nogle af de tynde ruter ofte kortvarigt kan lukkes ned.

Det hører dog til sjældenhederne, at ruter sæsonlukker i sommerperioden med mindre, at der er tale om rendyrkede forretningsruter.

Det er tilfældet med SAS-ruten fra København til Wroclaw i Polen. Normalt flyver SAS to gange dagligt til den regionale hovedstad i Nedre Schlesien i den sydvestlige del af Polen, men fra den 27. juni og frem til midten af august, vil ruten være lukket.

Ruten opereres af SAS-datterselskabet Cimber A/S med CRJ900-fly med plads til 88 passagerer.

Svære betingelser for polske ruter
Formiddagsafgangen fra København til Wroclaw, der opereres under rutenummer SK763/764 med afgang kl. 11.15 vil være annulleret frem til den 15. august. Aftenafgangen kl. 22.50 fra København, der natstopper i Wroclaw under rutenummer SK765/766. vil ikke være i drift fra den 27. juni til den 8. august.

Rejsendemed ærinde i Wroclaw i lukningsperioden kan i stedet vælge at rejse via Warszawa og derefter med indenrigsfly til Wroclaw. Alternativt kan der flyves med Lufthansa via Frankfurt eller München direkte til den polske by.

SAS har generelt haft svært ved at skabe rentabilitet i selskabets ruter til Polen. Siden 2012 er der lukket ruter fra Stockholm til Gdansk samt fra København til henholdsvis Katowice og Lodz.

I dag flyves der fra København til Warszawa, Gdansk, Poznan og Wroclaw samt fra Oslo til Gdansk.

Foto: Morten Lund Madsen