Eivind Roald. (Foto: SAS)

SAS: Stadig attraktivt at være guldkunde

Selvom de ikke længere vil være øverst i hierarkiet, så vil det fortsat være attraktivt at være guldmedlem i SAS’ Eurobonus-program. Det mener SAS, der giver guldmedlemmerne nye muligheder.

Fra 1. april giver det ikke lige så meget genlyd som i dag, når man som guld-medlem i SAS Eurobonus-programmet smider sit guldkort på bordet i gaten eller ved check-in skranken. For fra den første dag i april er guldmedlemmerne ikke længere de øverste i hierarkiet i den del af SAS Eurobonus, som man kan optjene point til at være en del af.

SAS skubber nemlig et nyt niveau, diamant, ind mellem guld og så det særlige Pandion-kort, der uddeles til de omkring 1.200 hyppigst-rejsende med SAS.

Men det er ikke ensbetydende med at guldkortet devalueres i værdi, forklarer SAS. Faktisk får guld-medlemmerne endnu bedre muligheder.

”Guld-kunder får lov at medbringe to ekstra stykker bagage. Den største ændring bliver, at alle sæder på en europæisk flyafgang vil være til rådighed for Eurobonus guld-kunder. Det er noget, som kunderne har efterspurgt meget,” forklarer Eivind Roald, koncerndirektør for salg og marked, SAS.

I dag udbydes ofte kun et begrænset antal Eurobonus-pladser på hver afgang. Han understreger dog, at SAS ikke sætter almindelige betalende kunder af flyet for at få plads til guldmedlemmer, der er ude at rejse for point.

Kort til venner og familie
Når man som guldmedlem inden for et optjeningsår har indkasseret 100.000 point, bliver man opgraderet til Diamant-niveau. Mandag skrev SAS ud til en lang række guld-medlemmer, som allerede har gjort sig fortjente til at blive diamant-medlemmer. Som diamant-medlem får man mulighed for disponere over alle sæder på både europæiske og interkontinentale SAS-flyvninger, når man skal booke bonusrejser.

Diamant-medlemmer får mulighed for at forære et guldkort eller to sølvkort til venner og familie.

Som noget helt nyt får diamant- og pandion-medlemmer mulighed for at ringe til en særlig ”concierge-service” i stil med den man finder på hoteller. Conciergen kan så hjælpe medlemmerne med at finde hotel, restauranter og lignende i den by man er på vej til.