SAS-stewardesser bryder ud af personaleforening

En gruppe danske SAS-stewardesser har dannet deres egen personaleforening i protest mod den eksisterende personaleforenings afvisning af en aftale med SAS om hvilemoduler på fem langrutefly.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle i sidste uge, så er omkring 200 danske kabineansatte i SAS blevet i overskud som følge af den såkaldte gardinstrid mellem SAS og kabinepersonalets forening, Cabin Attendants Union (CAU), over hvilemulighederne på fem langdistancefly. Medarbejderne bliver i overskud fordi SAS nu definitivt har opgivet at indgå en aftale med CAU.

I protest mod CAU’s manglende evne til at indgå en aftale med SAS og redde de danske arbejdspladser, så har en række danske kabineansatte nu stiftet deres egen personaleforening, Skandinavisk Kabineforening.

“Vi ønsker at tage ansvar for vores arbejdsplads og sikre at vi alle kan bevare vores jobs i København. At medarbejdere vil risikere at kollegaer mister deres jobs på grund af dette er uacceptabelt for os,” siger formand for Skandinavisk Kabineforening, Søren Johansen og fortsætter:

“Vi vil være en moderne forening, som agerer i den verden vi lever i. Luftfartsbranchen er under pres og konkurrencen er hård. At påføre vores arbejdsgiver unødige omkostninger og gøre produktionen dyrere end nødvendigt stiller os – som ansatte – i en usikker situation i fremtiden. Vi ønsker at bevare vores arbejdspladser – også fremover.”

Foreningen skriver i en pressemeddelelse, at de er en ”stor gruppe” kabineansatte. Hvor mange personer der reelt er tale om, oplyser foreningen ikke.

Ønsker at være medspiller
Skandinavisk Kabineforening vil nu kontakte SAS for at finde en løsning, som inkluderer at dansk kabinepersonale kan flyve alle langruter fra København – og dermed undgå de afskedigelser, som ifølge SAS vil blive konsekvensen, hvis de ikke kommer til enighed med de ansatte.

“Skandinavisk Kabineforening ønsker at starte forhandlinger med SAS om at finde en løsning på den fastlåste situation. Vi ønsker at være en medspiller og ikke en modspiller. Vi tror på at vi kan opnå en bedre fremtid og gode ansættelsesvilkår ved at samarbejde. Vi ser muligheder og ikke begrænsninger,” siger Søren Johansen.

Ikke længere plads til danskere
Fraværet af den såkaldte modulaftale betyder, at danske kabineansatte i dag ikke kan arbejde på de fem langdistancefly. Modsat de øvrige langdistancefly, så har de fem fly kun et gardin mellem kabinepersonalets hvileområde og passagererne.

De fem fly er siden årsskiftet blevet bemandet med svenske og norske kabineansatte, mens danske ansatte så i stedet har bemandet visse europæiske og skandinaviske flyvninger fra Oslo og Stockholm. De svenske og norske kabineansatte skal nu bemande flyene permanent. Men da SAS samtidig har ansat nye kabineansatte i Norge og Sverige, er der ikke længere plads til de overskydende danske stewardesser og stewarder på flyvningerne til og fra Oslo og Stockholm.

Cabin Attendants Union har i dag omkring 1.200 ud af SAS’ cirka 1.400 danske kabineansatte som medlemmer. Det tal bliver formentlig mindre hvis den nye personaleforening får vind i sejlene.

 

Relaterede artikler:

Gardinstrid kan udløse danske SAS-fyringer

Ingen løsning på gardinstrid

SAS tager højde for fejlslagne gardin-forhandlinger