SAS Airbus A330-300 i Københavns Lufthavn. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

SAS: Stockholm og Oslo får flere ruter end CPH

SAS giver høje afgifter i Københavns Lufthavn skylden for, at selskabets kapacitetsvækst i den kommende vinter er større i Stockholm og Oslo.

SAS har netop præsenteret vintertrafikprogrammet for 2017/18, hvor selskabet har valgt at øge kapaciteten fra de tre skandinaviske hovedlufthavne. De tre lufthavne har dog ikke fået samme andel i kapacitetsvæksten.

Tager man et kig på trafikprogrammet viser det sig, at lufthavnene i Stockholm og Oslo kan forvente en større vækst end i Københavns Lufthavn, der hidtil har været det største trafikknudepunkt for SAS i Skandinavien.

“Det er rigtigt, at Stockholm og Oslo får flere ruter end Danmark denne gang. Det skyldes blandt andet, at afgifterne i Københavns Lufthavn er så høje, men også, at vi oplever en større efterspørgsel fra kunderne i Sverige,” bekræfter pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Nye svenske og norske ruter
SAS har således valgt at flytte en ugentlig afgang på Miami-ruten fra Københavns Lufthavn til Stockholm-Arlanda. ligesom ruten fra den svenske storlufthavn til Los Angeles også får en ekstra frekvens om ugen. Herudover er der nye direkte vinterruter fra Stockholm til Eilat i Israel og Funchal på Maderia, mens der øges på ruterne til Dublin, Las Palmas og Rom.

Det svenske indenrigsmarked bliver også tilgodeset med flere afgange mellem Stockholm og henholdsvis Gøteborg og Malmø.

Også i Norge har SAS planlagt øget aktivitet i det kommende vintertrafikprogram. De nye ruter fra Oslo til Milano, Gazipasa (Alanya) og Aalborg bliver forlænget til helårsruter, og SAS har også besluttet at opjustere tidtabellen på ruterne mellem Oslo og henholdsvis Dublin og Düsseldorf.

En ny rute med to ugentlige afgange mellem Tromsø og København ser dagens lys, mens der samtidig sættes mere kapacitet ind til Tromsø fra Oslo og Stockholm.

Fra Københavns Lufthavn har SAS indtil videre kun meldt ud, at der vil være flere afgange til Rom og et par andre destinationer, når vintertrafikprogrammet skydes i gang den 29. oktober.

Skal være mere konkurrencedygtig
SAS valgte i februar sammen med IATA, der er flyselskabernes internationale sammenslutning, at klage til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen over Københavns Lufthavns takster, som SAS finder for høje. Flyselskaberne mener, at CPH bør tilbagebetale omkring 2,5 mia. kroner, som flyselskaberne mener, at de har betalt for og kommer til at betale for meget i afgifter i takstperioden fra 1. april 2015 til 31. marts 2019.

“Det er vigtigt, at Københavns Lufthavn bliver bedre til at konkurrere på afgifterne. Vi betaler næsten 200 kroner per passager til lufthavnen, og det er næsten dobbelt så meget, som i de andre lufthavne, vi flyver fra,” lyder opfordringen det fra det skandinaviske flyselskabs pressechef.

Mulig udfordring i Sverige
Udmeldingen fra SAS, der givetvis er opvarmning til takstforhandlingerne, der igangsættes i slutningen af 2017, lyder dog ikke til at bekymre den danske hovedstadslufthavn.

“Nu har flyselskaberne ikke meldt deres færdige program for vinteren 2017/18 ud endnu., men noget indikerer, at der bliver lavere kapacitetsvækst fra SAS. Vi forventer dog samlet vækst i København. Ser vi på de sidste tre vintersæsoner fra november til og med marts har der fraregnet SAS været en vækst i CPH blandt alle andre flyselskaber på knap 28 procent. I Stockholm har væksten været knap 16 procent og i Oslo cirka 10 procent,” konstaterer Lars Lemche, der er senior kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavn.

Samtidig benytter kommunikationsrådgiveren lejligheden til at pege på en aktuel udfordring, som SAS kan komme til at stå med på det svenske marked.

“Så er der spørgsmålet om, hvilken effekt det vil få på væksten, hvis Sverige pålægger flyselskaberne en ekstra passagerskat,” siger Lars Lemche.

 

Relaterede artikler:

Minister støtter SAS i takststrid med CPH

SAS vil ikke trække CPH-klage tilbage

Dokumentation: CPH er dyrest i Skandinavien

Københavns Lufthavn: SAS har regnet forkert

SAS vil have milliarder tilbage fra CPH

 

x

Læs Også

CRJ1000 flyver nu i SAS-farver

SAS har for få dage siden indsat en 100-sæders Bombardier CRJ1000 på selskabets europæiske rutenet. Flyet opereres af et spansk flyselskab.

Forsinkede A320neo-fly fra Norwegian-selskab

Problemer med flymotorer betyder, at de nye fly, som HK Express har leaset fra Norwegian-selskabet Arctic Aviation, bliver yderligere seks måneder forsinket.

God oplevelse på SAS Plus til Trondheim

ANMELDELSE: SAS Plus leverede en god oplevelse på en kort februarflyvning fra Danmark til Norge, hvor kun et par ting i SAS Loungen trak ned på helhedsindtrykket.

Effektiv service fra hittegodskontoret i CPH

ANMELDELSE: Kundeservice-afdelingen i Københavns Lufthavn leverer en rigtig god service, viser redaktørens ufrivillige test af afdelingen for glemte sager.

SAS flytter terminal i Hamborg

Efter renovering af bagageanlægget er SAS vendt tilbage til Terminal 2 i Hamborg Airport.

Atlantic-direktør: Vi lever og dør for Færøerne

Administrerende direktør Jóhanna á Bergi fra Atlantic Airways er klar til at imødegå konkurrencen fra SAS, som har ramt selskabets bundlinje hårdt.