- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS stormer mod PR-toppen

SAS har sikret sig den bedste placering nogensinde i de 16 år, hvor analysevirksomheden Aalund har gennemført den årlige undersøgelse til PR-Barometret.

I 1980´erne stod SAS blandt de øverste på listen over de mest attraktive arbejdspladser for de mange nyudklækkede kandidater fra de erhvervsøkonomiske uddannelser over hele landet.

Men igennem de seneste 10 til 15 år har SAS måttet arbejde hårdt for sit image, som ikke kan leve op til tidligere tiders niveau. Det stiller ekstra store krav til flyselskabets presse- og kommunikationsindsats, og det bliver nu belønnet.

Således har analysevirksomheden Aalund i PR Barometer Business netop offentliggjort resultatet af den årlige kommunikationsundersøgelse, der måler journalisters opfattelse af organisationers og virksomheders pressearbejde og deres generelle medieprofil. Her er SAS i Danmark kommet ud med en opsigtsvækkende fremgang, idet det skandinaviske flyselskab har taget et tigerspring fra en plads som nummer 25 på listen over virksomheder, der er bedst til den generelle pressekontakt, til en aktuel sjetteplads delt med Danske Bank og Rambøll.

Det er det bedste resultat nogensinde for SAS i de 16 år undersøgelsen har været gennemført, og der er markant fremgang på syv af de otte spørgsmål i undersøgelsen omhandlende den generelle pressekontakt.

“Jeg er rigtig glad for, at vi har fået så god en placering i målingen. Det er noget, vi arbejder for hver dag, og vi er et rigtig godt team i SAS,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

SAS er mest interessant
Årets undersøgelse er gennemført med deltagelse af 271 danske journalister, der alle dækker erhvervsstoffet. Journalisterne har bedømt tilfredsheden med dialogen og den mere overordnede opfattelse af fire til fem virksomheder, som de alle har været i kontakt med inden for det seneste år, og alle målte virksomheder er blevet bedømt af minimum 10 journalister.

På to parametre har SAS endda fået den højeste score i undersøgelsen. SAS er Best in Class i forhold til hjælpsomheden med at skaffe adgang til de rette personer, mens flyselskabet i forhold til imagevurderingen bedømmes som værende langt mere interessant for læserne end alle de andre store danske virksomheder i undersøgelsen.

Den flotte placering i årets PR Barometer kan med god grund tilskrives Mariam Skovfoged, der blev ansat som pressechef i SAS i Danmark den 1. juni sidste år. Den 35-årige journalist kom til SAS fra en stilling som pressemedarbejder i Miljøministeriets departement og har også været pressechef i Miljøstyrelsen. Herudover har Mariam Skovfoged tidligere været ansat som reporter på både TV2 og Danmarks Radio.

 

Relaterede artikler:

SAS får ny pressechef

Personaleflugt hos SAS Kommunikation

Imagefremgang for SAS, CPH og Spies

Ekspert: SAS ødelægger positivt image

SAS tæt på bunden i imageundersøgelse