SAS-strejke i Norge

SAS-piloter i Norge har nedlagt arbejdet efter sammenbrud i overenskomstforhandlinger. I Sverige forhandler SAS og piloterne fortsat.

Forhandlinger mellem SAS og Norske SAS-Flygeres Forening (NSF) hos den norske Riksmekler om en ny overenskomst brød sammen kl. 5.30 i morges. Derfor er piloterne gået i strejke.

Betydningen for trafikafviklingen er dog indtil videre begrænset. NSF er nemlig kun den ene af to fagforeninger for SAS’ norske piloter. Den anden har indgået en overenskomstaftale med SAS i sidste uge. Desuden er det indtil videre kun seks af NSF’s 312 medlemmer, der er taget ud til strejke. NSF vil løbende optrappe konflikten og vurdere om alle piloter på et tidspunkt skal gå i strejke.

Hurtigere kommer det til at gå, hvis SAS ikke når en aftale med sine svenske piloter i Svensk Pilotförening (SPF). Parterne havde en deadline for et resultat ved midnatstid, men valgte at forhandle videre frem til klokken 8 torsdag morgen. Kl. 8.30 oplyste SAS til svenske medier, at parterne forhandler videre.

SPF organiserer alle SAS’ 430 svenske piloter og en strejke blandt alle piloter vil træde i kraft med det samme, hvis forhandlingerne mislykkes. Det vil betyde aflysning af omkring 25 procent af SAS’ trafik – primært flyvninger til og fra Sverige samt indenrigsflyvninger i Sverige.

SAS aflyste onsdag aften 110 flyvninger på forhånd inden man vidste om man nåede et resultat i de to parallelle pilotforhandlinger. Fra København er det kun SK935 kl. 12.25 til San Francisco og returflyvningen SK936 der indtil videre er aflyst.

SAS’ danske piloter indgik en overenskomstaftale med SAS i marts.