SAS tilbage til Tel Aviv efter 10 års fravær

Den 4. juni vender SAS tilbage på ruten fra København til Tel Aviv, der er Israels næststørste by. SAS overtager efter 10 års fravær ruten efter Cimber Sterling, der efter halvandet år har opgivet at flyve til Tel Aviv som følge af en ny strategisk kurs.

Den 30. september 2002 gennemførte SAS den sidste returflyvning med SK771/772 efter i en længere årrække at have betjent flyruten mellem København og Tel Aviv, der er Israels næststørste by.

Sidenhen har Cimber Sterling været inde på ruten fra 1. november 2010 frem til udgangen af vinterfartplanen 2011/12, hvor en ny strategisk kurs har betydet afvikling af ruten.

Men nu er SAS klar til at tage over igen. I 2012 åbner SAS i alt 28 nye ruter, hvor København-Tel Aviv er en af disse. Dermed får SAS i 2012 endnu en ny rute til et kontinent udenfor Europa.

Genåbningen af Tel Aviv-ruten efter 10 års ophør sker på samme rutenummer, som SAS tidligere opererede ruten, hvilket vil sige SK771/772. Ruten starter mandag den 4. juni og i perioden 12. juli til 30. august tilføjes der yderligere en afgang om torsdagen.

Herudover er det hensigten fra vintertrafikprogrammets ikrafttræden i slutningen af oktober måned at flyve tre gange om ugen mellem København og Tel Aviv.

“Vi oplever en stigende efterspørgsel på ruter til og fra Mellemøsten. Derfor er
vi glade for, at vi nu kan give vores kunder mulighed for at flyve direkte til Tel Aviv året rundt til konkurrencedygtige priser. Tel Aviv ligger lige ud til
Middelhavet, og er Israels finansielle og kommercielle centrum med fuld gang i væksten. Samtidig er der masser af kulturelle tilbud, dejlige strande og
enestående arkitektur“, siger Per Møller Jensen, der er Vice President, Brand,
Marketing og EuroBonus hos SAS.

Ingen direkte konkurrence
SAS benytter fly af typen Airbus A319 eller Airbus A321 i den sædvanlige tre-klasses version.

“Der er ingen tvivl om, at en direkte rute til og fra Tel Aviv også vil trække
turister og erhvervsfolk fra området til Skandinavien. Vi ser meget frem til at
starte ruten, og glæder os til at byde vores kunder velkommen om bord,“ siger
Per Møller Jensen.

Indtil videre ser det ud til, at SAS bliver alene på ruten i den kommende højsæson. I sommeren 2011 fik Cimber Sterlingkortvarigt konkurrence fra henholdsvis Sund´or International og Arkia Israeli Airlines på Tel Aviv-ruten.