SAS vender tilbage til Bangkok

Den 22. november 2013 vil SAS igen flyve mellem København og Bangkok. En rute som sommerlukker til april, og som SAS ikke tidligere har sat genåbningsdato på.

Tidligere i år meddelte SAS, at man næste år sommerlukker ruten mellem København og Bangkok for at skaffe kapacitet til den nye San Francisco-rute og tre nye ugentlige aftenafgange til New York. Men selskabet kunne ikke give nogen garanti for, at Bangkok-ruten vendte tilbage i vinteren 2013/2014.

Men det gør den. Den 22. november vil et Airbus A340-300 fly fra i de karakteristiske hvide, blå og røde farver igen lette fra Københavns Lufthavn og sætter kursen sydøst over mod Bangkok. I første omgang vil flyet tage turen frem og tilbage tre gange om ugen. Det stiger i løbet af vinteren til fire gange ugentligt.

Til gengæld går den kommende San Francisco-rute ned fra seks til fem ugentlige afgange. En rute, som SAS åbner 8. april næste år.

Til foråret begynder SAS også at flyve tre aftener om ugen mellem København og New Yorks Newark lufthavn som supplement til de nuværende syv afgange om ugen. Men de tre aftenafgange forsvinder igen til november, når Bangkok-ruten vender tilbage.

Bedre lønsomhed
På den måde forsøger SAS at få mest muligt ud af de skiftende trafikstrømme, hvor Nordamerika er et populært turistrejsemål om sommeren, og hvor Thailand og Sydøstasien til gengæld er det om vinteren.

“Vi øger på USA om sommeren og tilsvarende på Asien om vinteren. Det skaber samlet set en bedre lønsomhed i den interkontinentale forretning,“ forklarede Simon Pauck Hansen, der er VP Partners & Intercontinental Network hos SAS, i september til CHECK-IN.dk.

Derfor vil Bangkok-ruten sandsynligvis blive lukket ned igen i foråret 2014, mens antallet af frekvenser på de nordamerikanske ruter vil blive øget.

Thai Airways vil fortsat flyve en gang dagligt mellem København og Bangkok.


Læs også:

SAS bekræfter sæsonlukning af Bangkok-rute

SAS vil være sæsonoperatør pålangruter