- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS: Vi vil ikke flyve til Karup

SAS ønsker ikke at flyve på indenrigsruten fra København til Karup. Et større passagergrundlag, mere transfertrafik og muligheden for at udfordre KLM gør, at SAS hellere vil lukke hullet på ruten til Billund.

Hullerne i det danske indenrigsnet efter Cimber Sterling-konkursen den 3. maj ersnart lukkede. Det sker når SAS fra den 13. august genåbner indenrigsruten fra København til Billund. Til gengæld overlader SAS vestjyderne og ruten til Karup til ærkerivalen Norwegian.

Cimber Sterling befløj alle seks indenrigsruter fra København og selskabet var alene på ruterne til Bornholm, Sønderborg, Karup og Billund. Derfor varCimber Sterling ogsåen vigtig leverandør af passagerer ind til SAS’ knudepunkt i Københavns Lufthavn, og SAS lagde efter konkursen heller ikke skjul på, at de var meget interesseret i at få genetableret de jyske fødelinjer.

Selskabet har hyret Cimber A/S til at beflyve Billund-ruten på en ”wet lease” aftale, hvor Cimber A/S blot stiller fly og besætning til rådighed, men flyvningerne gennemføres i SAS-regi. Samtidig har SAS indgået et billetsamarbejde med Danish Air Transport, der allerede samme dag som Cimber Sterling gik konkurs, begyndte at flyve på Bornholm og Sønderborg.

Langt bedre forretningsmodel
Indenrigsruten til Karup overlader SAS derimod til konkurrenten Norwegian, der gik ind på ruten få dage efter Cimber Sterlings konkurs. SAS vil hellere genetablere den ledige Billund-rute end at konkurrere på Karup.

”Billund har et langt større passagergrundlag, og langt flere passagerer på Billund-ruten flyver videre fra København. Karup-ruten består mest af rejsende til og fra København. Derfor vurderede vi, at forretningsmodellen var langt bedre på Billund,” forklarer Per Møller Jensen, der er Vice president, Brand, Marketing & EuroBonus i SAS.

Cimber A/S, der skal betjene Billund-ruten for SAS med et ATR-72 fly, er mere end villige til også at hjælpe SAS på Karup. Men det bliver der ikke noget af.

”Vi har ingen planer om at åbne på ruten mellem København og Karup,” fastslår Per Møller Jensen.

Den modsatte udmelding kom tidligere på måneden fra kollegaen Simon Pauck Hansen, der er partner-ansvarlig i SAS. Han fremhævede, at både Billund og Karup var en mulighed for SAS i relation tilat etablere sig på flereindenrigsruterend Aalborg og Aarhus. Men valget faldt altså på Billund-ruten fremfor begge ruter.

Norwegian flyver på hverdage fire gange dagligt mellem København og Karup, men drosler i sommerperioden ned til to daglige returflyvninger.

Godt fat i jyderne
SAS-fly har i adskillige år kun været at finde på standpladsen foran passagerterminalen i Billund Lufthavn, når selskabet fløj charterflyvninger fra Billund. Det skandinaviske selskab har ikke i 14 år haft udenrigsruter til Billund. Men det bliver der lavet om på nu.

En del af forklaringen på SAS entré skal også findes i, at især KLM har fået godt fat i jyderne, som i stigende grad flyver via KLM’s knudepunkt i Amsterdam i stedet for at skifte fly i København. Det hollandske selskab har således fornyligt øget til fem daglige returflyvninger, mens også Lufthansa og Air France har sat fodaftryk i det jyske.

”Det er ingen hemmelighed, at vi naturligvis gerne vil have fat i noget af den trafik, som i dag flyver ned til de store europæiske knudepunkter,” siger Per Møller Jensen.

Foruden indenrigsruten, så vil SAS fra september flyve en gang dagligt mellem Oslo og Billund.