SAS EuroBonous Gold (Foto: SAS)

SAS vil have nyt niveau i EuroBonus-programmet

SAS har planer om at relancere EuroBonus-programmet i løbet af efteråret. SAS ønsker blandt andet at indbygge et elite-niveau over det nuværende guldkort-niveau.

Der er brug for en fornyelse af loyalitetsprogrammet SAS EuroBonus. Det mener den norske salg- og marketingdirektør Eivind Roald fra SAS. I øjeblikket arbejder han internt sammen med sine medarbejdere med projektet, der har fået arbejdstitlen EuroBonus 2.0. Det relancerede bonusprogram forventes klar til lancering i løbet af efteråret, afslører SAS-direktøren i et interview med norske Aftenposten.

Baggrunden er først og fremmest, at SAS i Norge har fået et stort antal nye medlemmer af EuroBonus-programmet, efter at bonusforbuddet blev ophævet for nylig. Derfor har man fundet anledning til at relancere konceptet og gentænke hele idéen bag det mere end 20 år gamle loyalitetsprogram.

“SAS skal have et tilbud til alle, men vi skal være ekstra fokuseret på dem som rejser ofte. Bonusordningen er et markedsværktøj, som vi har udnyttet i alt for lille en grad hidtil. Men det skal der ændres på,“ siger Eivind Roald til Aftenposten.

Nyt elite-niveau
Rent konkret arbejder SAS med at etablere et niveau over det nuværende Gold-medlemskab. Man diskuterer i øjeblikket om navnet skal være Diamond, Platinum eller Elite. På dette niveau vil der være tale om muligheden for at medbringe ekstra bagage, få adgang til rabatter samt et Guldkort til et andet familiemedlem.

Der er også planer om at garantere adgang til bonusrejser uanset rejsetidspunkt, evigtvarende bonuspoint samt flere målrettede specialtilbud på alle niveauer.

I dag har SAS tre optjeningsniveauer i EuroBonus-programmet, henholdsvis Basic, Silver og Gold. Herudover er der et særligt Pandion-medlemskab, der kræver invitation fra koncernchefen i SAS.

I slutningen af 2012 havde SAS totalt set 2.939.000 medlemmer af SAS EuroBonus-programmet, hvoraf 867.000 var fra Sverige, 795.000 fra Norge, mens Danmark kunne præstere 573.000 kortholdere. Herudover var der 74.000 guld-medlemmer og 125.000 med sølvkort.